23948sdkhjf

Coops bestyrelse svarer på anklager om overvågning: Der er "konflikter"

Ledelse og medarbejdere på Coops lager i Hasselager skal sammen finde løsninger lokalt, der kan genskabe tillid, samarbejde og et godt arbejdsmiljø.

Det er konklusionen i det svar, som Coop Danmarks bestyrelse i dag har givet de ansatte på lageret. Det skriver Fagbladet 3F.

Medarbejderne sendte 8. juni et nødråb til bestyrelsen, hvor de bad dem om gøre noget ved et ringe og opslidende arbejdsmiljø, der er præget af overvågning af pauser og toiletbesøg, for højt arbejdspres og advarsler for bagateller.

Bestyrelsesformand Lasse Bolander har svaret på bestyrelsens vegne og konstaterer, at der er divergerende opfattelser af samarbejdet og arbejdsmiljøet på Hasselager.

- Det er der jo oftest, når der er uenighed og konflikter. Og der er sandsynligvis sandheder og eksempler på begge parters opfattelse af situationen, står der i brevet fra Lasse Bolander til medarbejderne.

Han fastslår, at bestyrelsen ikke kan og skal være konfliktløser på lokale samarbejdsforhold.

Det fremgår af brevet, at bestyrelsen derfor har bedt logistikledelsen i samarbejde med fællestillidsmænd og medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen fra 3F og HK, om i fællesskab at udarbejde en plan, som skal genskabe tillid og et godt samarbejde.

Formand for 3F Transport, Logistik og Byg, Aarhus Thorkil Jansen efterlyser svar på vigtige spørgsmål angående arbejdsmiljøet.

- Vi føler på ingen måde, at bestyrelsen har svaret på den kritik og de spørgsmål omkring det dårlige arbejdsmiljø, der blev rejst i brevet fra medarbejderne til bestyrelsen, siger Thorkil Jansen.

Medarbejderne spurgte blandt andet om følgende i brevet, der blev sendt 8. juni:

- Vil I undersøge, om det høje arbejdspres, de mange advarsler, overvågning og stress har indvirkning på medarbejdernes helbred, trivsel og sikkerhed på arbejdspladsen?

3F-formanden mener ikke, at bestyrelsen leverer de svar.

- Det er selvfølgelig vigtigt, at bestyrelsen svarer på de konkrete spørgsmål som medarbejderne har rejst i brevet, siger Thorkil Jansen.

Han har endvidere svært ved at forstå, den måde bestyrelsen ser tingene fra to sider på. Han pointerer, at kritikken af arbejdsmiljøet er benhård og opbakningen fra de ansatte er massiv.

Kritikken er dokumenteret i en stor spørgeskemaundersøgelse på lageret, som 270 ansatte har besvaret.

Den viser, at 84 procent af medarbejderne føler sig overvåget af den daglige ledelse. 84 procent føler et for højt arbejdspres. 74 procent føler sig stresset på ferskvarelageret, der distribuerer varer til blandt andet Superbrugsen, Irma, Kvickly og Fakta.

Undersøgelsens resultater blev sendt med sammen med nødråbet til Coop ledelse i starten af juni. Endvidere skrev 217 ansatte i dagene før bestyrelsesmødet under på, at de bakker op om nødråbet til Coops ledelse om at få styr på arbejdsmiljøet, hvilket bestyrelsen også blev orienteret om.

Coop ønsker i dag ikke at uddybe svaret fra bestyrelsen yderligere over for Fagbladet 3F.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.136