23948sdkhjf

Tidligere Venstre-minister bliver formand for Danske Spil

Den nye formand for Danske Spil bliver økonomidirektør og tidligere skatte- og forsvarsminister Peter Christensen.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Det er finansminister Nicolai Wammen (S), der står bag udpegelsen af den nye bestyrelsesformand.

Peter Christensen overtager formandsposten fra Peter Gæmelke, som har været formand i Danske Spil siden 2011.

- Jeg er meget stolt over tilliden, som finansministeren har vist mig, og jeg ser frem til at bidrage til Danske Spils videre rejse, siger Peter Christensen i pressemeddelelsen.

- Det er et stort privilegium at medvirke til at sikre det økonomiske fundament under hele Danmarks sports- og foreningsliv, som jeg personligt har mærket værdien af som både barn og ung.

Peter Christensen har siden 2019 været økonomidirektør i Refshaleøens Ejendomsselskab.

Han var tidligere medlem af Folketinget for Venstre. Fra 2015 til 2016 var han forsvarsminister - og tilbage i 2011 besad han posten som skatteminister.

Danske Spil understreger i pressemeddelelsen, at han på den baggrund både har stor erfaring fra den private sektor såvel som fra det politiske system.

Derudover har Peter Christensen kendskab til spillemarkedet, da han siden 2018 har været bestyrelsesformand for Det Danske Klasselotteri.

Han vil efter nærmere aftale med ejerne af Det Danske Klasselotteri udtræde af den post i andet halvår af 2020.

Peter Christensen oplyser, at det som formand for Danske Spil vil ligge ham "meget på sinde", at spil om penge skal forblive underholdning.

- Danske Spil har en vigtig samfundsrolle i fortsat at sikre et balanceret og ansvarligt spillemarked i Danmark, siger han i pressemeddelelsen.

- Vi skal forebygge ludomani og beskytte vores unge, så spillet ikke tager magten og ender i afhængighed, samt sikre at spil ikke misbruges til kriminalitet som hvidvask af penge.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094