Dan Duck trækker Fødevarestyrelsen i retten - kræver "tocifret millionbeløb"
Ifølge Dan Duck har en fejlagtig kontrolrapport smadret virksomhedens omsætning og omdømme
Det fortæller DR P4 Midt & Vest.
Ifølge et andet medie, TV Midtvest, er Fødevarestyrelsen blevet stævnet med et erstatningskrav på "et tocifret millionbeløb". Slagteriets direktør ønsker over for tv-stationen ikke at oplyse det præcise beløb.
- Vi kæmper for at sikre os, at virksomheden kan overleve, og det gør vi med alt det, vi kan, siger administrerende direktør Hardy Eskildsen til DR.
Hele sagen handler om rene hænder. Kort før jul var der kontrolbesøg af Fødevarestyrelsen. Det resulterede i en kontrolrapport, hvor der blandt andet stod, at 'kun lidt under halvdelen' af medarbejderne vaskede hænder, før de gik i gang med arbejdet.
Men det var ifølge Dan Duck ikke korrekt. Fødevarestyrelsens kontrollant havde overset, at nogle medarbejdere vaskede hænder ved en anden håndvask.
- Alle vasker altid hænder - ellers bliver de fyret og øjeblikkeligt bortvist, siger direktøren.
Kritikpunktet med uvaskede hænder blev ikke drøftet med slagteriet, før kontrollanten forlod stedet, som reglerne om partshøring ellers foreskriver. Den samlede kontrolrapport blev herefter offentliggjort på Fødevarestyrelsens hjemmeside - også uden at sagen forinden blev drøftet med andeslagteriet.
Derefter røg sagen i pressen - og årets salg af juleænder styrtdykkede. Lige op til den højtid, som ellers plejer at dræne ethvert andeslagteris lagre. Først 10. januar erkendte Fødevarestyrelsen, at der var sket en fejl. Men da var skaden sket, siger slagteridirektøren.
- En lille smule overraskede
Dan Ducks krav om erstatning kommer bag på Fødevarestyrelsen.
- Vi er en lille smule overraskede over, at det er endt med en stævning, men det er sådan, det er, siger kødkontroldirektør i Fødevarestyrelsen Johan Kjølhede Overgaard til DR P4 Midt & Vest.
Han forklarer, at der skete en menneskelig fejl hos de tilsynsførende, og undskylder, at de ikke fik hørt virksomhedens kommentarer til den manglende håndvask.
- Det har kontrolchefen beklaget over for virksomheden, og det har jeg også gjort. Det var ikke i orden, siger Johan Kjølheden Overgaard, som ellers ikke ønsker at kommentere på den konkrete stævning, før Fødevarestyrelsens jurister har set på sagen.
Sagen har flere gange været oppe i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, hvor ordførere har afkrævet fødevareminister Mogens Jensen (S) forklaring. Nu har fødevareministeren bedt Fødevarestyrelsen om at rette op.
- Ministeren er ret klar i sin besked til os, og det er vi selvfølgelig nødt til at tage alvorligt, siger kødkontroldirektør Johan Kjølhede Overgaard ifølge DR.
Kødkontrollen indfører på den baggrund et 'flere øjne'-princip. Det betyder, at kontrollanterne i højere grad skal under supervision, og samtidig skal en jurist ind over sanktionssager. Kontrollanterne vil også i højere grad støtte sig til tjekskemaer, når de er ude på virksomhederne.
- Enestående kundekartotek
Med til historien hører, at Dan Duck fra september til december var under skærpet tilsyn af Fødevarestyrelsen, fordi der blev konstateret ekskrement- og tarmrester på nogle af ænderne.
Her besøgte Fødevarestyrelsen virksomheden 30 gange, og i 80 procent af tilfældene fandt kontrollanterne ekskrementer på ænderne. Ved hvert besøg blev 100 ænder tjekket, og der blev i gennemsnit fundet rester fra tarme eller ekskrementer på 3 ud af 100 ænder.
Men slagteridirektøren fastholder, at det alene er Fødevarestyrelsens fejl, som har skadet virksomheden.
- Ja, der har været skærpet tilsyn. Men der har hverken været yderligere indskærpelser eller påbud i den sag i løbet af efteråret, og vi er kommet godt i havn med alt det, vi arbejdede med, siger Hardy Eskildsen til DR.
Ifølge Dan Ducks advokat, Hans Sønderby, havde Dan Duck før sagen et af de mest enestående kundekartoteker, han har set i sin karriere.
- Dan Duck havde hele den danske detailbranche: Dansk Supermarked, Rema 1000, Lidl, Coop og så videre. Og efterfølgende står virksomheden stort set uden noget som helst. Det er en utrolig ramt virksomhed, vi står med, siger Hans Sønderby til DR P4 Midt & Vest