23948sdkhjf

Politikerne vil åbne for små erhverv - SMVdanmark frygter, at kunderne bliver væk

Et stort flertal af Folketingets partier sagde tirsdag, at de ønsker at åbne for små erhvervsdrivende som næste del af åbningen af samfundet fra den dvale, det er er sendt i for at begrænse smitten med coronavirus.

Men det er kun den halve ligning, den anden halvdel er betydeligt sværere for politikerne at levere.

- Der er to ting, der er fuldstændigt afgørende for de små erhvervsdrivende.

- Den ene er, at man rent faktisk må holde åbent. Den anden er den kæmpe opgave, det er, at fortælle danskerne, at det ikke er farligt.

- Og at man - hvis man overholder retningslinjerne - godt kan blive klippet og få en kop kaffe, siger vicedirektør i interesseforeningen SMVdanmark Jakob Brandt.

Forbrugertilliden skal tilbage

Som det står nu må en lang række små erhverv ikke holde åbent. De tæller blandt andre frisører, ergoterapeuter, restauranter og caféer. Mange andre mindre butikker må gerne holde åbent, men gør det ikke.

For dem alle sammen gælder, at det er ligegyldigt for dem, om de er åbne, hvis ikke folk kommer ud og bruger penge. En lyst, der økonomisk omtales som forbrugertilliden.

- Det er ret vigtigt, at forbrugertilliden kommer tilbage. For ellers gør det ikke den store gavn, at vi åbner op. I Kina har vi set, at folk er bange og ikke rigtigt kommer ud.

- Jeg tror ikke, at man kan overføre det en til en, men pointen er, at det ikke er nok at åbne for butikkerne, siger cheføkonom hos Sydbank Søren Vestergaard Kristensen.

Forbrugertilliden for marts viste et fald og forventes at falde yderligere i april.

Supertanker, der skal vendes

Skeler man tilbage til finanskrisen er forbrugertilliden noget af det, der er sværest at genoprette. Her faldt forbrugertilliden voldsomt fra 2006 og var først tilbage på niveau i 2014.

- Det er rigtigt svært at gøre meget ved. Ser man på den økonomiske frygt, så gør man det rigtigt ved at forsøge at sikre, at så få så muligt mister deres job og der kommer så få konkurser som muligt.

- Men vi kan ikke fjerne bekymringen hos forbrugerne og den vil nok være der, til vi begynder at se fremgang i beskæftigelsen igen, siger Søren Vestergaard Kristensen.

Frygter fravær af kunder

Hos SMVdanmark er siger vicedirektør Jakob Brandt, at det værste scenarie faktisk er en åbning uden tillid. For under lukningen er der hjælpepakker.

- Vores største frygt er, at man åbner frisører og restauranter, og så kommer der ikke nogen kunder. Når man åbner forsvinder hjælpen og medarbejderne skal tilbage på arbejde og have løn.

- Men der kommer ingen penge ind, hvis samfundet er fuld af frygt og alle sidder hjemme og shopper fra kinesiske webbutikker, siger Jakob Brandt og afslutter:

- Så det er vigtigt, at politikere og sundhedsmyndigheder klart siger, at det er ok. Ligesom de har sagt med skoler og institutioner.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.328