Endnu en restaurantkæde ramt af konkurs - igen
Den tyske restaurantkæde med det italienskinspirerede menukort Vapiano har begæret sig konkurs.
Det fremgår af Statstidende.
"Sø- og Handelsrettens skifteret [har] taget Vapiano Danmark II ApS under konkursbehandling på grundlag af en begæring modtaget den 30.03.2020," lyder det blandt andet.
Den internationale kæde med to restauranter i København har desuden begæret sig konkurs i Køln, hvor hovedkontoret også ligger.
Skrantende virksomhed
Vapiano Danmark II så dagens lys i efteråret 2017, efter Vapiano Danmark året forinden begærede sig konkurs.
I virksomhedens eneste offentliggjorte regnskab for august 2017-december 2018 præsenterede Vapiano Danmark II et underskud på næsten 28 mio. kr.
"Vi gør opmærksom på, at der er en væsentlig usikkerhed, der kan rejse betydelig tvivl om selskabets mulighed for at fortsætte driften. Vi henviser til note 1 i regnskabet, hvoraf det fremgår, at det for indeværende er usikkert, om modervirksomheden fortsat vil støtte selskabet finansielt i det kommende regnskabsår," skrev den uafhængige revisor i regnskabet.
Vapianos konkurs kan dermed næppe tilskrives den nuværende coronakrise.