Minister med opsang til udlejere: Hjælp de pressede butikker
Tøjbutikker, frisører, barer og restauranter og en række andre virksomheder er i øjeblikket hårdt presset af coronakrisen, hvilket kan gøre det svært at betale huslejen.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) opfordrer nu landets erhvervsudlejere til at komme dem i møde med henstand i huslejen eller nedslag.
- Jeg hører fra alt for mange almindelige erhvervsdrivende, der er presset benhårdt af coronavirus, at deres udlejer overhovedet ikke er imødekommende i forhold til deres husleje, siger Simon Kollerup.
- Jeg efterlyser mere samfundssind fra erhvervsudlejerne. Jeg beder dem ikke om at lukke deres forretning for at få det her til at lykkes, men man kan strække sig meget længere, end vi ser i dag, siger han.
Simon Kollerup understreger, at der også er gode eksempler på udlejere, som er kommet deres lejere i møde under coronakrisen.
Han nævner blandt andet Coop og storcentret Rødovre Centrum, som har tilbudt henstand på huslejen i tre måneder til lejere.
- Men vi ser desværre en branche, der under et er alt for tilbageholdende med at strække frem til deres lejere, siger Simon Kollerup.
De seneste uger har en lang række butikker og mindre virksomheder skullet holde lukket på grund af coronavirus.
Det gælder blandt andet storcentre, restauranter, natklubber, barer, frisører, massører og tatovører. Andre har haft et stort fald i omsætningen på grund af færre kunder.
Der har i medierne også været eksempler på lejere - herunder store kæder som Bestseller og Flying Tiger Copenhagen - som sat betalingen af husleje på pause.
Simon Kollerup mener, at en mere mindelig dialog mellem lejer og udlejer er vejen frem.
- Vi skal alle sammen strække os lidt længere, end vi plejer, for at hjælpe Danmark og vores virksomheder gennem krisen.
- Jeg opfordrer til, at man får lavet aftaler mellem udlejer og lejer. Det er der for mange steder, hvor vi ikke ser i dag, siger han.
Folketinget har vedtaget en hjælpepakke for virksomheder, der har mistet mere end 40 procent af omsætningen på grund af corona.
De har mulighed for at få dækket en del af deres faste udgifter - blandt andet husleje - men ordningen er ikke åbnet endnu.
Simon Kollerup understreger, at regeringen er klar til at se på, om man kan stramme grebet om erhvervsudlejere, hvis man ikke ser en mere imødekommende tilgang.
- I første omgang forventer jeg, at udlejningsbranchen finder samfundssindet frem. I mellemtiden vil vi overveje, hvad vi har af muligheder i værktøjskassen. Vi kommer til at følge det her tæt, siger Simon Kollerup.
/ritzau/