23948sdkhjf

Danske Spil foreslår strammere regler for pengespil

De nuværende regler for pengespil i Danmark beskytter ikke i tilstrækkelig grad udsatte spillere og mindreårige.

Spillemarkedet i Danmark er et af de mest velregulerede i verden, og langt de fleste danskere hygger sig med at spille lotterispil, Tips eller oddse en gang imellem.

Men der er spillere, som har svært ved at styre deres spil, og som udvikler spilafhængighed, der både kan give dem selv og deres familier store sociale og økonomiske problemer.

Tal fra Spillemyndigheden viser, at der er sket en markant stigning i antallet af spillere, som midlertidigt eller permanent lader sig udelukke fra spil i ROFUS, som er det offentlige register, hvor man kan udelukke sig selv fra spil. 

Stigningen er et af flere tegn på, at det er nødvendigt at stramme reglerne for pengespil i Danmark.

Det mener Danske Spil, som har 10 konkrete forslag til, hvordan det kan gøres i praksis:

- Det er i alles interesse, at vi har et spillemarkedet, hvor spil forbliver den underholdning, det skal være. Og selvom vi som spiludbyder har en lang række hegn, som skal forebygge og beskytte sårbare spillere, må vi desværre konstatere, at der i dag er for mange, som falder igennem det beskyttelsesnet, der er sat op. Derfor mener vi, at det er nødvendigt at stramme nettet og regulere spillemarkedet yderligere. Og hvis det skal virke, kræver det, at der er ens regler for alle spiludbydere i Danmark, siger Susanne Mørch Koch, administrerende direktør i Danske Spil.

Flere af forslagene har fokus på markedsføringen af spil, der ifølge Danske Spil er blevet for voldsom og aggressiv de senere år.

Derfor foreslår spilleselskabet bl.a. at der indføres et forbud mod kasinoreklamer i tv og et totalforbud mod spilbonusser inden for kasino- og væddemålsspil:

- Det har taget overhånd med alle de mange spiltilbud, som blandt andre tv-seere får kastet i hovedet. Der er efterhånden ingen grænser for, hvor mange free spins og bonusser spillerne fristes med. Samtidig ved vi fra forskningen, at målrettede tilbud om spilbonusser er en af de ting, som kan få sårbare mennesker ud i spilproblemer. Vi ser derfor gerne, at der kommer et totalforbud mod spilbonusser, siger direktøren i Danske Spil.

Udover at beskytte udsatte og sårbare spillere bedre ønsker Danske Spil at skærme børn og unge fra pengespil.

Spilleselskabet foreslår derfor bl.a., at der indføres et krav om, at alle spiludbydere skal have digitale værktøjer, der kan dirigere reklamer væk fra børn og unge på nettet.

Det skal også være forbudt for spiludbydere at bruge sportsstjerner og andre kendte, som ofte er idoler for børn og unge, i markedsføringen af pengespil.

Og står det til spilleselskabet, skal der desuden indføres krav om ID ved køb af væddemål i butikker. I løbet af 2020 vil Danske Spil selv indføre ID-kravet, men hvis det for alvor skal have en virkning, forudsætter det, at kravet udbredes til alle spiludbydere.

Fakta: Det foreslår Danske Spil:
Danske Spil har opstillet 10 konkrete forslag til, hvordan man får et mere ansvarligt spillemarked:

  • Krav om ID ved køb af væddemål i butikker
  • Forbud mod reklamer under live-sport i tv
  • Forbud mod spilbonusser
  • Ingen spilreklamer målrettet børn og unge
  • Ingen tv-reklamer for kviklån og spil i samme reklameblok
  • Ingen kasinoreklamer i tv
  • Ingen kendte personer i spilreklamer
  • Indførelse af tabsgrænse
  • Forbud mod VIP-programmer
  • Forbud mod affliate-partnere
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078