23948sdkhjf

Elever tager styringen i byggecenter

I den forgangne uge havde butikkerne i Fredericia, Vejle, Kolding S, Vejen og Middelfart fået fornyede kræfter i form af andetårseleverne i Jem & Fix, der som en del af deres uddannelse overtog styringen og driftede butikkerne på egen hånd. Eleverne havde alle godt fat i butiksdriften, men i den interne dyst grupperne imellem blev det elevteamet i Middelfart, der løb med sejren.

Eleverne kender hinanden på kryds og tværs fra adskillige skoleophold gennem deres elevtid, men det er alligevel noget andet at stå sammen om den konkrete opgave at drifte en butik på egen hånd med et team, man ikke arbejder sammen med til dagligt, fortæller Jem & Fix i en pressemeddelelse.

Forberedelse er selvfølgelig en væsentlig faktor i at få opgaven løst, men planlagte handleplaner kan ændre sig, når de overgår til daglig drift, og hverdagens udfordringer melder sig. Det mærkede flere af grupperne, men over en bred kam lyder det fra flere af eleverne, at kommunikation er nøglen til at komme godt i mål.

Presset – men sjovt
Vinderholdet fra butikken i Middelfart, som bestod af Jonas Busekist fra Ølstykke, Lærke Juul Pedersen fra Hinnerup, Tobias Thomsen fra Lystrup og Mike Alfastsen fra Køge, var alle enige om, at det at få talt sammen i løbet af dagen var afgørende for, at de tog vinderpokalen:

- Vi har været meget positive, og der har været god stemning. Selvom det har været presset, har vi stadig haft det sjovt. Vi var gode til at kommunikere med hinanden og sagde, når der lige skulle lægges fokus et andet sted, end det vi havde gang i. Det er bare vigtigt, at man holder hovedet koldt og snakker med hinanden, hvis der er noget. Så kommunikation er meget vigtig, og det tager vi med hjem til vores egne butikker.

Højt fagligt niveau
Opgaven lød på at overtage butiksdriften i fem butikker og i fællesskab løfte driftsopgaven lige fra for eksempel bemandingsplan, budgetlægning, kassesalg og til at præsentere nogle flotte og salgsklare butikker for kunderne. Der var stor ros fra butikscheferne i de fem butikker, som holdt sig pænt i baggrunden, mens eleverne knoklede på med opgaven og tog ansvar for butiksdriften i tre dage. Butikschef Tommy Martinsen i Jem & Fix Fredericia er desuden særligt imponeret over elevernes faglige niveau og udtrykker det som følger:

- Det rent faglige niveau er nok det højeste, jeg har oplevet endnu. Og de gik bare til sagen fra start, fandt sammen og løste opgaverne. Jeg vil til hver en tid lade dem passe butikken igen. Det har været en ren fornøjelse.

Elevuddannelsen i Jem & Fix er da også et område, der har stort fokus i virksomheden.

- Vi vægter uddannelse af vores elever højt, og det er derfor en fornøjelse at se, hvor engagerede de er, når de som her fx får lov til at drifte en butik på egen hånd. Det er virkeligt et stærkt elevhold, og de forstår at arbejde sammen og give den fuld gas, uanset hvilken opgave de bliver præsenteret for. Så jeg har stor respekt for deres indsats, siger HR- og driftschef Peter Nyboe.

Efter tre intensive dage hvor ansvaret for butiksdriften i Middelfart, Fredericia, Kolding S, Vejle og Vejen har ligget i elevernes hænder, er konklusionen klar. Jem & Fix’ elever kan i den grad drifte butikker og tage styring.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172