23948sdkhjf

Køleproducent lancerer Ikea-model til små købmænd og supermarkeder

Viborg-virksomheden Tefcold går Ikea i bedene i et nyt koncept, hvor virksomheden lancerer køle- og fryserum som en saml-selv løsning målrettet de små og mellemstore virksomheder.

Kølerummene kan samles på 45 minutter af butikkens egne medarbejdere.

At etablere et køle- eller fryserum har hidtil været en langsommelig proces, der krævede håndværkere og specialinstallationer.

Tefcold leverer moduler til vægge, bund, loft og kølemotoren sammen med en grundig vejledning, og køberen samler kølerummet og sætter nemt et ganske almindeligt stik i væggen.

– Vi har været ude i butikkerne og analyseret på, hvad kunderne mangler. Konklusionen var, at vi har masser af køleprodukter, som vores kunder kan have stående fremme i butikkerne, men mange af de mindre købmænd, supermarkeder og specialbutikker mangler et kølerum som fjernlager på et fornuftigt budget, siger Kaj Stavnager, der er teknisk chef i Tefcold.

Testet på egne medarbejdere
Inden lanceringen har Tefcold testet, at alle kan lykkes med at samle køle- og fryserummene.

To grupper af kvinder og mænd fra deres egen administrationsafdeling uden nogen montørerfaring fik hver deres samlesæt, og 45 minutter senere stod der to funktionsdygtige kølerum.

– Vi har forsøgt at gøre det lige så nemt for kunderne, som hvis de køber et hvilket som helst andet køleskab. Og ved at gøre det så simpelt at erhverve sig et kølerum, har vi åbnet op for en masse nye kunder blandt de små og mellemstore virksomheder, som før ville have købt en række køleskabe, forklarer Kaj Stavnager.

Virksomheden leverer køle- og fryseløsninger til eksempel bagerier, detailhandlen og laboratorier. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079