23948sdkhjf

Skagenfood har nu en klimakasse

Den nordjyske måltidskasseleverandør Skagenfood er hoppet med på klimavognen og har lanceret KlimaKassen - en måltidskasse, som giver danskerne mulighed for at følge med i de samlede CO2-omkostninger pr. kasse fra produktion til levering.

- Med KlimaKassen vil vi gerne vise, at man sagtens kan spise mere klimavenligt uden at gå på kompromis med smag og kvalitet. Vi kan ikke gøre alt, men vi kan alle gøre noget, og måltidskassen er et puf i den rigtige retning for dem, som ønsker at integrere nogle mere klimavenlige vaner i hverdagen, uden at det skal være hverken besværligt eller tidskrævende.

- Vi har allerede oplevet en enorm interesse for vores nye måltidskasse med omkring 300 ugentlige abonnenter, og det vidner om, at det er noget, der optager danskerne, siger Betina Kühn, stifter og direktør for Skagenfood, som hører til i Strandby.

Den nye måltidskasse består typisk af et-to måltider med fisk, to grønne opskrifter, og af og til en opskrift med økologisk kylling, gris eller vildt.

- Alle mejeriprodukter og grøntsager i KlimaKassen er økologiske, og det samme gælder kyllingen. Fisken er altid frisk og fanget fra kystnært fiskeri, hvilket sikrer vores kunder den bedst mulige kvalitet. Derudover er det vigtigt at nævne, at vildtkød faktisk er ekstremt klimavenligt, da det udleder en minimal mængde CO2. Mange retter er dog også helt uden kød, og grøntsager er hovedingrediensen i de fleste måltider i KlimaKassen, siger Betina Kühn.

I KlimaKassen er der taget højde for, at aftensmadsmåltider typisk fylder mere i CO2-regnskabet end dagens øvrige måltider, og derfor udleder retterne højst 50 procent af den daglige maksudledning.

- Det er vigtigt for os at skabe gennemsigtighed om CO2-udledningen i vores retter, da det skal være nemt for danskerne at følge med i, hvor mange drivhusgasser vores spisevaner udleder. For at nedsætte klimapåvirkningen er vi nødt til at ændre i vores madvaner, og det håber vi, at KlimaKassen er med til at gøre nemmere for danskerne, siger Betina Kühn.

KlimaKassen indeholder en beregning på måltidskassens samlede CO2-udledning på alt fra transport og emballage til selve råvarerne.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113