23948sdkhjf

Irma vil mobilisere kunderne i kampen for klima

Irma inviterer sine medlemmer til møder om klima og begynder den første markedsføring, der opfordrer kunderne til at købe mindre af bestemte varer

Irmas medlemmer og kunder bliver i september og oktober for første gang inviteret med som aktivister i klimakampen.

- Tiden er kommet til, at vi har en ny form for kommunikation med vores kunder. Klimaet optager dem som aldrig før, og vi oplever et behov for mere viden. Derfor inviterer vi vores medlemmer, som bor i København, til at være nysgerrige på hvordan vi sammen kan passe bedre på klimaet, siger direktør Søren Steffensen, Irma, i en pressemeddelelse. 

Det betyder konkret, at der de kommende uger holdes de første oplæg inden for tre områder i Irma-butikker i København.

Medlemmerne har kunnet tilkendegive, hvad de gerne vil vide mere om, og langt størstedelen har svaret, at de er nysgerrige på, hvordan de kan passe bedre på klimaet i hverdagen.

Det første arrangement finder sted mandag d. 16/9 i Irma Frederiksborggade. Her fortæller Anna Esbjørn fra den grønne tænketank Concito om klimavenligt byggeri. Det næste arrangement finder sted d. 19/9 i Irma Platan. Her vil Dansk Cyklistforbunds direktør Klaus Bondam fortælle om klimavenlig transport. Det sidste butiksarrangement afholdes d. 25/9 i Irma Ndr. Fasanvej, hvor kokken Sven Møller fortæller om klimavenlig mad.

Dernæst inviterer Irma medlemmerne til at spise mere klimavenligt op til en større event med indlæg og samtaler om klimaet. Det sker lige inden C40 mødet, der holdes i København 9. oktober.

Tilbudsavis opfordrer til mindre forbrug
Kunderne møder også Irmas klima-indsats i tilbudsaviserne i disse måneder.

Sammen med tegneren og filminstruktøren Anders Morgenthaler har Irma udviklet en række gode råd til, hvordan man selv kan gøre noget for klimaet i forbindelse med sine fødevarer.

Derfor er der i tilbudsavisen hver uge afsat plads til gåde råd om eksempelvis at spise mindre oksekød, drikke vand fra hanen og andre budskaber, som er forholdsvis utraditionelle for en supermarkedskæde.

- Det er nok aldrig set før, at en supermarkedskæde opfordrer kunderne til at købe mindre af de varer, som supermarkedskæden sælger. Men vi gør det, fordi vi mener, at vi har pligt til at oplyse vores kunder om hvordan de kan påvirke klimaet ved fx at spise mindre, men bedre - og det er også et synspunkt, der vækker genklang hos vores kunder, siger Søren Steffensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125