Kontrolrapport afslører massivt rod på politianmeldte spisesteder
Fire gange i juli måned har Fødevarestyrelsen været på besøg hos XO Burger and Steaks og Café Emma på Axeltorv i København.
Og det har der tilsyneladende vist sig at været en god grund til.
For samtlige fire gange er kontrolbesøgene resulteret i en sur smiley, bøde og senest også en politianmeldelse, som TV 2 Lorry fortalte om tirsdag.
I kontrolrapporten fra det seneste kontrolbesøg den 30. juli – det fjerde på blot to uger – fremgår det, at XO Burger and Steaks og Café Emma politianmeldes for at dumpe ikke bare én, men hele fire kategorier; håndtering af fødevarer, virksomhedens egenkontrol, offentliggørelse af kontrolrapport og godkendelser.
Det skriver TV 2 Lorry.
Udover at have samme ejer og adresse deler de to spisesteder både toiletfaciliteter og køkken. Og netop køkkenet har været genstand for massiv opmærksomhed fra Fødevarestyrelsens side.
Her blev der ved det seneste kontrolbesøg målt en temperatur på 26,4 grader i en såkaldt makeline (en slags arbejdsstation, red.), hvor der var opbevaret skiveskårede tomater, agurker i tern og forskellige slags oste.
Og under makelinen blev der målt 21,8-26,4 grader i et køleskab, hvor der blev opbevaret salat samt anrettet grønt lige til at servere og pommes frites.
- Det er uacceptabelt, at madvarer bliver opbevaret ved så høje temperaturer. Derfor blev varerne destrueret, og forholdet politianmeldes, siger Michael Rosenmark, chef for Fødevarestyrelsens Rejsehold, til TV 2 Lorry.
Da Fødevarestyrelsens senere undersøgte, hvordan virksomheden førte egenkontrol, viste det sig da også, at kokken ikke havde registreret nogle temperaturer i virksomhedens kontrolprogram siden den 26. juli. Angiveligt fordi kokken – efter eget udsagn – kunne huske dem alle sammen i sit hoved.
- Kokken oplyser, at han kan huske alle målte temperaturer i otte køleskabe for alle dage samt opvarmning og nedkøling af forskellige produkter. Ligeledes produceres flere fødevarer såsom suppe, forkogt pasta, pesto og skårede grøntsager. Virksomheden skriver en produktionsdato på varen, men har ikke en procedure for, hvor længe disse varer kan holde sig. Virksomheden har optøet kyllingebryst samt jomfruhummer i køleskabet. Der er ikke en holdbarhedsdato fra producentens side ved optøet tilstand. Kokken har ligeledes ikke taget stilling til, hvor længe det kan holde sig.
Ifølge rapporten bemærkede kokken, at han ikke ved, hvad der står i egenkontrolprogrammet, men at han måler hver dag og skriver ned måske en gang om ugen for hele ugen.
Men spørger man chefen for Fødevarestyrelsens Rejsehold, så tegner der sig et billede af en virksomhed, der ikke styr på sine procedurer.
- Det lyder jo noget utroværdigt, at man kan måle temperatuer mange forskellige steder i en uge, og så om søndagen kan påstå, at man kan huske alle tallene. Vi snakker jo om tal med decimaler som eksempelvis 5,1 eller 4,9, siger Michael Rosenmark.
Under kontrolbesøget granskede Fødevarestyrelsen også, hvordan virksomheden fik deres fødevarer leveret. Og også her viste det sig, at tingene ikke kørte efter bogen.
Ved det forrige kontrolbesøg havde en kvindelig tjener oplyst, at hun fik en ven til at køre hende ud og handle fødevarer til virksomheden, og at fødevarerne blev transporteret i vennens bil.
Men da dette er i strid med reglerne, havde Fødevarestyrelsen indskærpet, at virksomheden fremover skulle transportere fødevarer hygiejnisk og forsvarligt, så kølekæden holdes.
Da Fødevarestyrelsen under det nye kontrolbesøg spurgte manageren om, hvordan varer leveres, blev han vævende i sit svar og siger først, at han ikke har noget med varerne at gøre.
Senere spørger Fødevarestyrelsen manageren igen:
- Manager væver noget i sit svar og spørger om tilladelse til at gå ud og ryge, inden han svarer. FVST (forkortelse for Fødevarestyrelsen, red.) beder om et svar, og til sidst efter lang tænketid svarer manager: ’jamen så henter jeg selv varer i Inco og får en taxa til at levere varerne’.” står der i kontrolrapporten.
Her fremgår det, at forholdet omkring virksomhedens transport af fødevarer ligeledes er politianmeldt.
- Det ikke er i orden at give os urigtige oplysninger. Det burde være noget, man kan svare hurtigt på. Det er jo ikke et vanskeligt spørgsmål, bemærker Michael Rosenmark.
Derudover fremgår det, at en sæbedispenser fortsat var defekt, selvom spisestedet allerede havde fået en indskærpelse. Derfor er det forhold også blevet politianmeldt.
Han forklarer, at den sure smiley fra det seneste kontrolbesøg var dråben, som fik bægret til at flyde over for Fødevarestyrelsen, og at man nu vil lade politiet vurdere, om de mange fødevareovertrædelser fra de forgange fire kontrolbesøg er nok til, at der kan rejses en sigtelse.
- Vi plejer at bruge udtrykket brodne kar, når man tre gange ved de sidste fire kontrolbesøg har fået en eller anden sanktion. I det her tilfælde har de fået sanktioner ved alle fire. Så vi følger dem tæt. Det skal blive meget bedre. Og hvis der kommer yderligere overtrædelser, bliver disse eftersendt til politiet, siger Michael Rosenmark.
Udover XO Burger and Steaks og Café Emma har Fødevarestyrelsen også politianmeldt Café Dan Turell og Café Stella, der begge ligger i indre København.
Sidstnævnte er ifølge CVR-registeret ejet af en Kyle Sciberras, som ligeledes ejer XO Burger and Steaks og Café Emma.
TV 2 Lorry kontaktede tirsdag begge spisesteder via mail til Kyle Sciberras for at få en kommentar. Men der ikke blevet svaret på vores henvendelse.