Kendt tøjkæde lukker ned for alle aktiviteter i Danmark
Den amerikanske tøjkæde Abercrombie & Fitch lukker nu helt ned for aktiviteterne på det danske marked.
Selskabets seneste årsregnskab viste et underskud på over 26 millioner kroner, skriver avisen.dk.
Abercrombie & Fitch blev grundlagt i 1892 i New York, og brandet havde sin storhedstid i 1990'erne og 00'erne, hvor moden dikterede, at alle skulle gå i eksklusive mærkevarer.
Butikken på Købmagergade i København vakte da også opsigt, da den åbnede i 2010, fordi de mandlige ekspedienter arbejdede i bar overkrop og stillede op til fotografering sammen med kunderne.
Men dels slog finanskrisen hårdt til kæden, og dels kom dens meget sexede og eksklusive image i modvind i 10'erne, og siden har Abercrombie & Fitch forsøgt en rebranding med mindre nøgenhed og mere fokus på diversitet.
Men så sent som i sidste uge fik selskabets kvartalsregnskab aktierne til at falde med 24,2 procent.