23948sdkhjf

Lakrids by Bülow med sit første underskud nogensinde

Lakridsvirksomheden Lakrids by Johan Bülow oplevede i 2018 en stigning i omsætningen på 11,6 procent og nåede op på 189 millioner kroner - men måtte samtidig notere sig sit første underskud nogensinde.

Det skriver Børsen, der nævner, at virksomheden mistede 3,2 millioner kroner sidste år.

Minusset er ikke noget, Lakrids by Johan Bülow selv nævner i en pressemeddelelse om 2018-regnskabet. Deraf fremgår det, at årets EBITDA - driftsresultatet inden afskrivninger - er på 10,2 millioner kroner. Det svarer til en nedgang på næsten 20 procent.

I 2018 har lakridsvirksomheden investeret i E-commerce, omfattende rebranding med blandt andet ny, bæredygtig produktion og åbnet flere butikker internationalt. Det ruster virksomheden til fremtiden, og 2019 ser ud til at blive det bedste år nogensinde resultatmæssigt, fortæller Lakrids by Johan Bülow i pressemeddelelsen.

- Investeringerne i 2018 har allerede nu vist sit værd for fremtiden, der i første kvartal af 2019 har medvirket til tocifrede vækstrater. Især investeringer i produktion, organisation og nye butikker har sikret en solid platform, så lakridsvirksomheden er rustet til vækst de kommende år, hedder det også.

Lakrids by Johan Bülow A/S ændrede i januar navnet på sit brand, så lakridserne nu bliver solgt under navnet Lakrids by Bülow.

Stifter Johan Bülow solgte i 2016 75 procent af virksomheden til den svenske kapitalfond Valedo for cirka 470 millioner kroner. Johan Bülow fungerer nu som kreativ direktør i koncernen, der har egne butikker i Danmark, Norge, Finland, Tyskland, Sverige og Dubai.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094