23948sdkhjf

Brødrene Dahl udfaser 400.000 plastikposer

Landets største VVS-grossist fjerner alle indkøbsposer i plastik i hele butikskæden. Det er det første skridt i en omfattende grøn strategi, som Brødrene Dahl ruller ud i de kommende år.

Inden årets udgang er alle Brødrene Dahls 53 butikker renset for indkøbsposer i plastik.

De godt 400.000 plastikposer, der hvert år forlader butikkerne i hænderne på VVS-installatørerne, sendes på pension og erstattes af mere bæredygtige alternativer, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse. 

I stedet for plastikposer kan kunderne vælge at købe genbrugsposer eller spande, som kan anvendes igen og igen. Man kan også vælge et gratis grønt alternativ, for de papkasser, Brødrene Dahl modtager varer i, stilles nemlig frem til genbrug i butikkerne.

Udskifter til LED
-Udfasningen af plastikposer er det første konkrete initiativ i vores nye bæredygtighedsstrategi, og vi har mange flere ting i posen. Helt konkret går vi i gang med at udskifte belysningen i butikkerne og erstatte med LED. Det drejer sig om over tusinde enheder, som vil batte godt på det grønne regnskab, siger Marketing & Retail direktør i Brødrene Dahl, Bo Velling-Theisen.

Ifølge Bo Velling-Theisen er det nu, VVS-branchen og grossistledet skal rykke på bæredygtighed.

Overalt i erhvervslivet er der et stort fokus på klimaet. Flere og flere kunder vil begynde at efterspørge leverandører, som kan bevise, at de kan levere bæredygtige løsninger.

Blandt andet har Københavns Kommune meldt ud, at de kun vil handle med leverandører, som kan levere med el-lastbil.

Det offentlige er bannerfører
-Vi mærker ikke trykket i vores branche endnu, men vi forventer, at det vil komme inden for de næste 1-3 år. Allerede nu kan vi se, at det offentlige bliver bannerfører på den grønne efterspørgsel. Selvom den offentlige sektor ikke udgør en bærende del af vores forretning, så har vi masser af kunder, som er leverandører til offentlige byggeprojekter. Når de bliver bedt om at bruge bæredygtige produkter og løsninger, skal vi som grossist være klar ved skranken, siger Bo Velling-Theisen.

Brødrene Dahl har på mange måder tænkt i grønne baner gennem en årrække. Blandt andet var virksomheden de første i branchen, der åbnede klimacentre.

Også initiativer som KvikLevering og SmartLogistik taler ind i den klimavenlige dagsorden, da de er med til at reducere kørselsbehovet og dermed nedbringer CO2-udslippet på landevejene. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.205