23948sdkhjf

Fitness.dk-salg koster Parken millionunderskud

Salget af Fitness.dk har sat sine tydelige spor i et traurigt økonomisk år for Parken Sport & Entertainments.

Salget af Fitness.dk giver Parken Sport & Entertainment et underskud på 167,8 millioner kroner i 2018. Men det er dog ikke kun Fitness.dk, der har været skuffende i året.

Det viser regnskabet for selskabet, der ejer FC København.

Omsætningen - de penge, der er gået ind - faldt til 784,4 millioner kroner fra 877,7 millioner kroner. 

Ser man bort fra tabet på salget af Fitness.dk, landede selskabet et resultat på 74,3 millioner kroner mod 90,2 millioner kroner i 2017. Det på trods af, at selskabet kunne notere sig transferindtægter for 35 millioner kroner i året.

- 2018 blev på flere områder et specielt år for Parken Sport & Entertainment-koncernen. 

- Fitness DK Holding A/S blev frasolgt hen over sommeren, og i slutningen af året kom vi tættere på nye mulige Lalandia-centre i henholdsvis Motala i Sverige og i Søndervig på den jyske vestkyst, skriver Parken Sport & Entertainment i regnskabet.

I 2018 solgte Parken Sporten & Entertainment Fitness.dk. Ikke bare var fitnesskæden underskudsgivende, den var også bogført til en langt højere værdi, end man kunne få for den. 

Den forskel rammer regnskabet og er stærkt medvirkende til, at posten "resultatet af ophørende aktiviteter", der dækker Fitness.dk, alene er et underskud på 242,1 million kroner.

Fitness.dk er dog langt fra den eneste knast i regnskabet. For divisionen "FC København og Stadion", der dækker over fodboldholdet og brug af Parken, er der også stærk tilbagegang.

Omsætningen faldt til 264,5 millioner kroner - et fald på næsten 80 millioner kroner. Samlet gav divisionen et resultat på 18,7 millioner kroner før særlige poster. Det er efter transferindtægter på 35 millioner kroner, og uden dem ville divisionen altså have givet et underskud.

Faldet skyldes både, at FC København havde en skuffende sæson og endte på en fjerdeplads i Superligaen, og at der var færre arrangementer i Parken.

- De sportslige resultater, faldet i antal arrangementer samt karaktererne heraf er hovedforklaringen på tilbagegangen, skriver Parken Sport & Entertainment om faldet.

For Lalandia var omsætningen og resultatet i forhold til 2017 nogenlunde stabilt på henholdsvis 467,2 og 85,5 millioner kroner.

For 2019 venter Parken Sport & Entertainment en omsætning på 800-850 millioner kroner og et resultat før skat på 45-60 millioner kroner.

- I 2019 forventes flere arrangementer i Telia Parken end i 2018. På nuværende tidspunkt er koncerter med Rammstein og Metallica bekræftet. 

- Herudover spiller det danske fodboldlandshold fire Euro 2020- kvalifikationskampe i Telia Parken, skriver selskabet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078