23948sdkhjf

Musikfestivalen NorthSide stopper med at sælge cigaretter

Selv om NorthSide ikke længere vil sælge cigaretter, vil det stadig være muligt at ryge på festivalen.

Musikfestivalen NorthSide i Aarhus vil ikke sælge cigaretter fra og med 2020. Det vil dog fortsat være muligt at ryge medbragte cigaretter, siger talsmand John Fogde i en pressemeddelelse.

- Vi vil fra 2020 ikke længere sælge cigaretter på festivalpladsen, siger han i meddelelsen.

- NorthSide skal fortsat være et fristed, hvor vores gæster kan hygge sig og være sammen med vennerne. Folk skal derfor fortsat have lov til at ryge deres medbragte cigaretter på pladsen. 

- Men salg af cigaretter vil ikke længere finde sted, og vi kommer også til at omtale rygning i vores eksisterende Vis Hensyn-kampagne.

Ifølge John Fogde har festivalen truffet sin beslutning på baggrund af "folkestemningen" og "interessen for et røgfrit Aarhus".

Festivalens beslutning er sket i et lokalt samarbejde ved navn Røgfrit Aarhus. Hele projektet høster ros fra Mette Lolk Hanak, der er chef for forebyggelse hos Kræftens Bekæmpelse.

- Det handler om, at unge ikke skal lære at ryge på en festival. En festival bør ikke promovere et farligt produkt som tobak. Det stopper jo ikke alle i at ryge, men det gør det mere besværligt og mindre fristende, siger hun.

Hun nævner, at andre festivaler har grebet salget af tobak forskelligt an.

- Enkelte andre festivaler - blandt andet Strøm-festivalen i København - har valgt at sige nej til at sælge tobak. Nogle festivaler vælger at gøre røgfrie zoner meget tydelige.

Kræftens Bekæmpelse er også i kontakt med andre festivaler i Danmark om salg af tobak.

Mette Lolk Hanak håber, at andre festival såsom Roskilde Festival eller Tinderbox i Odense inden for nogle år også vil holde op med at sælge tobak på festivalerne.

Aarhus rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF), glæder sig også festivalens beslutning. 

- Som jeg før har vendt med byrådet, så ved vi, at de unge starter med at ryge og genoptager rygning på festivaler, siger hun.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095