23948sdkhjf

Babymad og Starbucks-kaffe hiver Nestlés salg i vejret

Den schweiziske fødevarekæmpe Nestlé solgte for næsten 600 milliarder kroner i 2018, viser regnskab.

Et stigende salg i verdens to største økonomier, USA og Kina, og stor appetit på babymad har trukket resultaterne i vejret hos Nestlé. 

Den schweiziske fødevaregigant solgte i 2018 for næsten 600 milliarder kroner. Det er omkring to procent mere end året før.

Det viser årsregnskabet fra Nestlé, der står bag en lang række varemærker inden for blandt andet chokolade, is, kildevand, kaffe, kosttilskud og dyrefoder.

- Vi er tilfredse med vores fremgang i 2018, siger administrerende direktør Mark Schneider i en kommentar til regnskabet. 

- Alle finansielle resultater blev forbedret markant, og vi oplevede atter vækst på vores to største markeder, USA og Kina, samt vores forretning for babyernæring, siger han. 

Nestlés salg er også vokset som følge af, at det schweiziske selskab sidste år indgik en stor aftale med den amerikanske kaffekæde Starbucks til næsten 50 milliarder kroner. 

Aftalen betyder, at Nestlé har overtaget retten til at sælge te og kaffe af mærket Starbucks i detailhandlen verden over.

Fra næste måned vil Nestlé begynde at sælge kaffe af mærket Starbucks i supermarkeder og på nettet i Europa, Asien og Latinamerika. 

Det gælder i første omgang blandt andet Belgien, Brasilien, Chile, Kina, Mexico, Holland, Sydkorea, Spanien og Storbritannien. Flere lande vil komme på listen senere i 2019. 

Det nye sats skal være med til at sikre, at Nestlé i 2019 får en højere vækst og overskudsgrad end sidste år. 

I 2018 endte overskuddet på 66,3 milliarder kroner. Det er en forbedring på 42 procent over det seneste år.

Den massive fremgang hænger dog også sammen med, at Nestlé i løbet af 2018 foretog en række frasalg, der har lunet på bankkontoen. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109