Hammel vil øge omsætningen med 10 mio. kr.
De sidder godt i det hos Hammel Furniture – både i bogstavelig og overført betydning. Det skriver Midtjyllands Avis.
Faktisk så godt, at Hammel i løbet af det seneste år har lavet en aftale om salg af deres produkter i 75 butikker i Tyskland. Det efterlader optimisme hos administrerende direktør Jens-Ole Staghøj:
- Vi satser på at kunne vokse med 10 millioner kroner i omsætning i løbet af de næste to år på grund af det gennembrud, siger han til avisen.
Genbruddet i Tyskland kommer samtidig med opkøbet af Findahls Møbelfabrik, der også har vist sig at være en stor succes. Det oplevede Hammel Funiture særligt på årets IMM-messe, hvor de nye designs efter opkøbet af Findahls var en stor succes.
Jens-Ole Staghøj tror, at det blandt andet er øget opmærksomhed på dansk design, der lige nu sætter skub i væksten hos Hammel:
- Vi kan mærke på eksporten, at dansk design, dansk kvalitet og danske produkter er in igen. Tidligere har danske møbler været forbundet med noget, der var dyrt. Men nu er dansk møbelproduktion blevet sexet igen, siger han om virksomheden, der eksporterer 70-80 procent af sin omsætning.
Hammel Furniture tæller omkring 65 ansatte og en omsætning på cirka 100 mio. kr.