Butikscenter lå nærmest øde hen: Nu kommer der liv igen
Det er et trist syn, der har mødt de lokale i Hadsten Centret gennem de seneste år.
Supermarkedet Meny lukkede i januar 2016, og fra da af lukkede eller flyttede nærmest alle andre butikker.
Nu blæser der dog atter positive vinde over centret, fortæller TV2 Østjylland.
En gruppe forretningsdrivende med apoteker Lars Persson i spidsen har fået skabt Hadsten Sundhedscenter, så lokaler, der tidligere husede blandt andet tøjbutik, optiker, frisør og smykkebutik, nu får nye lejere.
- Meny lukkede i januar 16 og var skyld i hele derouten i Hadsten Centret. Nu kommer her et stort motions- og fitnesscenter, fortæller Lars Persson i dag, imens han viser rundt i centret.
Ud over fitnesscentret, der planlægges klar til sommer, kommer der et lægehus, en fysioshop og en kiropraktor som del af det nye sundhedshus.
Rent faktisk er stort set alle lokaler i den store del af centret snart lejet ud.
- Jeg er en utrolig glad mand, og det er svært at forstå. Det er en proces, som startede for halvandet år siden. Det er den bedste julegave, vi kunne få, siger Lars Persson.
Anderledes negativ har stemningen været i den tid, siden supermarkedet lukkede, hvor den ene butik efter den anden enten er flyttet eller har drejet nøglen om.
Apotekeren fortæller da også om en hård tid, og at det var en sorgens dag, da Meny lukkede. Til sidst var kun apoteket og boghandleren tilbage. Men det bliver der altså snart lavet om på.
- Visionen og idéen er nu i første omgang at redefinere centret til et sundhedshus, og så håber jeg, at den øgede dynamik og kundestrøm kan lokke flere detailbutikker til også, lyder det fra Lars Persson, der kan afsløre, at flere nye butikker kan være på vej:
- Det er planen, at en café og en bager skal flytte ind, hvor boghandleren er i dag, og så håber vi også på et nyt supermarked.
Netop boghandleren var en af de få, der var holdt ved, men hun opgiver nu også livet i Hadsten Centret.
- Jeg synes, at det er fantastisk, at vi som by får et fuldt butiksstrøg i Søndergade plus et sundhedshus. Løbet er bare kørt for mig i centret, og jeg kan ikke sammenligne mig med de typer af erhverv, som kommer, siger indehaveren af Bogormen Bog & Idé, Marie-Louise Kannerup, til TV2 Østjylland.
Siden Marie-Louise Kannerup i oktober 2016 overtog boghandleren, er det da også kun gået en vej med omsætningen.
- Lige siden jeg overtog, valgte de andre at lukke eller flytte, og nu følger jeg så fra årsskiftet med ned i Søndergade, hvor de andre detailhandelsbutikker ligger. Det er hårdt at være den eneste af den type i centret, lyder det fra hende i dag.
Hun er en af dem, der tidligere har været ude med kritik af manglende planer for centret og handelslivet i byen.
Og selvom ikke alle tog lige positivt imod hendes opsang, så har den haft en positiv effekt, vurderer hun i dag.
- Der er ingen tvivl om, at den lidt bombastiske udmelding jeg kom med, fik en positiv afsmitning. Der er virkelig god dialog med kommunen nu, og det gælder også for handelslivet i Hinnerup og Hammel. Nu er det så op til os selv at omsætte det til praktik, siger Marie-Louise Kannerup.
Favrskov Kommune fik netop i al snakken om det øde butikscenter kritik for, at man ikke havde gjort noget.
En kritik som borgmester Nils Borring (S) dengang var, og stadig i dag er uforstående overfor. Han mener nemlig ikke, at det er kommunens opgave alene at sørge for liv i ruderne.
- Vi kan gå i dialog med de forretningsdrivende, og jeg synes, at vi har et fint samarbejde. Vi kan tilbyde lidt til de omkringliggende arealer, så de ser indbydende ud. Der bliver penge brugt på at forskønne vores bymidter, siger Nils Borring og slår samtidig fast, hvad kommunen ikke gør:
- Nogle tror, at kommunen kan købe hele verden og alle de tomme og grimme bygninger. Det kan vi ikke. Her bestemmer markedskræfterne. I Hadsten har det taget tid, men nu er der kommet en privat løsning, og det synes jeg er positivt.
Når et projekt som dette så er på skinner, vil forvaltningen ifølge borgmesteren gøre alt, hvad den kan for at sikre et plangrundlag og hjælpe med realiseringen gennem smidig sagsbehandling.
- Et eksempel på det finder vi i Hammel, hvor brugsforeningen har opkøbt nogle af de tomme lokaler for at kunne udvide, fortæller Nils Borring.
I Hadsten arbejdes der altså på fuld damp for at få skabt liv og aktivitet i centret igen, og det glæder de lokale potentielle kunder, om end der er en smule skepsis.
- Det er rigtig dejligt, jeg kommer her ellers kun nu, hvis jeg lige hurtigt skal på apoteket eller i boghandleren. Det har været kedeligt, trist og sørgeligt at se alle butikkerne lukke, siger Inge Rasmussen til TV2 Østjylland.
- Jeg synes, at det er ærgerligt, det ikke er butikker, som kommer. De vil være bedre til at tiltrække folk og skabe mere liv i byen. Folk vil kun komme for at gå til behandling og ikke købe noget, supplerer Agna Skriver dog.
De er begge – ligesom en tredje lokal, vi har talt med, Lone Dykjær Jessen, trods alt enige om, at det er godt, der sker noget i centret.
- Det har været trist, at det næsten ikke har været brugt. Det er godt, hvis der kommer flere muligheder i byen for indkøb. Jeg håber, at det lykkes, siger Lone Dykjær Jessen til TV2 Østjylland.
I begyndelsen af året åbner Fysioshoppen og den kiropraktisk klinik i Hadsten Centret, ligesom en stor lægepraksis kommer til i foråret.
Til sommer åbner fitness- og motionscentret, og drømmen er så også at tiltrække et nyt supermarked og en bager med café.
En velværebutik er allerede åbnet over for apoteket, ligesom også Favrskov Kommune har sit jobcenter på førsteetagen