23948sdkhjf

Elbiler op til 400.000 kroner bliver afgiftsfri de næste to år

Regeringen indgår smal aftale om elbiler op til 400.000 kroner, som bliver afgiftsfri de næste to år.

Regeringen har lovet, at der vil komme en aftale om elbiler inden nytår, og juleønsket ser også ud til at gå i opfyldelse.

Men det bliver ikke en bred aftale, hvor oppositionen er med, som målet var. Regeringen kritiseres for ikke at være ambitiøs nok, men det afviser skatteminister Karsten Lauritzen (V).

- Oppositionen har ingen penge. Vi har lavet en finanslov med Dansk Folkeparti, hvor de har taget stort ansvar. Så har de naturligvis indflydelse på, hvad regeringen bruger pengene på.

- I stedet for at tage den fugl, man har i hånden, vil man have de ti på taget, men så er flokken fløjet, siger ministeren, som mener, at det ikke lykkes at lande en aftale på grund af det kommende folketingsvalg.

Derfor fremlægger han et lovforslag i Folketingssalen i næste uge, hvor borgerne får mulighed for at købe en elbil afgiftsfri op til 400.000 kroner de næste to år.

- Det vil give omkring 1000 nye elbiler, men det handler ikke så meget om antal, der er langt op til det mål, vi har. Men det handler mere om at få ro.

- Vi sikrer i regeringen - ved at lægge et lovforslag frem, at der ikke skal betales en bøjet 25-øre i afgift de næste to år for elbiler op til 400.000 kroner, siger han.

Når ministeren taler om ro, så handler det om at give en kommission tid til at komme med et bud på, hvordan den milliarddyre omstilling af transportsektoren skal finansieres.

Frygten er, at borgerne venter med at købe biler, hvis der er tegn på, at afgiften vil falde i en kommende politisk aftale. Det har tidligere forhandlinger om bilafgifter vist.

Afdelingschef i FDM Torben Lund Kudsk er glad for aftalen, men havde gerne set, at aftalen kunne give en langsigtet løsning.

- Vi undgår, at afgifterne på elbiler stiger her efter nytår. Det var det sidste, vi havde brug for, siger han.

- Men når det er sagt, så er det desværre kun en midlertidig ro, der er skabt. Vi vil opfordre til, at man efter et valg sætter sig ned og begynder at kigge på, hvordan man kan lave en helt ny afgiftsmodel, der kan sikre den grønne omstilling.

Oppositionen stemmer for lovforslaget, men havde gerne set en mere ambitiøs aftale. For statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lovede selv på folketingets talerstol, at der skulle være en million elbiler inden 2030.

Dansk Folkeparti har tidligere peget på, at det med teknologiudviklingen bliver endnu billigere at fremme elbiler senere. Derfor giver det mening at vente.

En central del af regeringens planer er, at salget af benzin- og dieseldrevne biler og busser skal stoppe i 2030.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086