23948sdkhjf

Gæld og underskud lukker stormagasinet Sears

Den kendte amerikanske stormagasinkæde Sears har måttet søge konkursbeskyttelse. Det skriver Reuters.

Det store amerikanske stormagasin Sears har søgt konkursbeskyttelse. Kæden, der blandt andet er kendt for sit katalog, lider under tab og stor gæld.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ansøgningen om konkursbeskyttelse, der i USA er kendt som Chapter 11, viser, at Sears har mellem en og 10 milliarder dollar i aktiver - værdier - og 10-50 milliarder dollar i gæld.

Under konkursbeskyttelse kan Sears holde op med at betale sine kreditorer, mens det arbejder på en plan for overlevelse. Den plan skal så godkendes af myndighederne, hvis selskabet skal forlade konkursbeskyttelse.

- Det er et selskab, der i 1950'erne stod som kolossen på Rhodos over den amerikanske detailsektor. 

- Forhåbentlig vil en ny, mindre Sears blive sundere, siger chef for detailkonsulenthuset Customer Growth Partners Craig Johnson til nyhedsbureauet AP.

Sears startede i 1880'erne som postordreselskab, hvor det var et af de allerførste. Det blev en stor succes i det meget spredt befolkede USA.

I 1920'erne startede Sears fysiske butikker, og kæden voksede sig større.

Kædens katalog, det årlige Sears Catalogue, er et ikon i USA og er blevet refereret til i kunst og kultur regelmæssigt. Kataloget kunne løbe op i flere hundrede sider og indeholdt alt fra mode til græsslåmaskiner.

Det blev et fænomen, hvor familier sad sammen og krydsede af, hvad de ville have fra det årlige katalog.

Men Sears har ikke givet overskud siden 2010, og siden da har det tabt 6,3 milliarder dollar. Omsætningen - salget - er faldet fra over 50 milliarder dollar i 2008 til 17 milliarder dollar sidste år.

Allerede i 1990'erne begyndte det dog at gå ned ad bakke for Sears, og de seneste mange år har selskabet lidt under de samme kvaler som andre fysiske butikker, der slås med store websteder som Amazon.

Siden 2012 er antallet af butikker faldet fra omkring 4000 til omkring 900.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125