Ny dagligvarebutik på vej til Rødovre
En ny dagligvarebutik med Salling Group i ryggen kan blive til virkelighed i Rødovre.
Efter henvendelse fra koncernen, der blandt andet driver Netto, Føtex og Bilka-butikkerne, har Rødovre Kommune udarbejdet et forslag til en lokalplan, der gør det muligt at opføre en ny dagligvarebutik på hjørnet af Islevbrovej og Viemosevej ved Islev Torv.
Det oplyser Rødovre Kommune i en pressemeddelelse.
- Mange borgere i Islev har givet udtryk for, at de ønsker en dagligvarebutik mere og et bedre handelsliv omkring torvet. Så da Salling Group henvendte sig, var vi selvfølgelig lydhøre. Vi har fået lavet et forslag, som umiddelbart passer rigtigt godt ind i området. Det kan forhåbentlig være med til at skabe synergi og styrke det samlede handelsliv på torvet og langs Islevbrovej, siger borgmester Erik Nielsen.
Kommunalbestyrelsen har udpeget området som såkaldt bydelscenter, og Rødovre Kommune arbejder derfor på at skabe mere liv i området ved blandt andet ved at åbne for indkøbsmuligheder.
Forslaget om den nye dagligvarebutik er i høring i otte uger fra oktober til december 2018.
|