23948sdkhjf

Store virksomheder vil i seng med iværksættere

Hver anden veletablerede virksomhed ser værdi i samarbejde med iværksættere. Men væsentligt færre har prøvet det af

Godt hver tiende veletablerede virksomhed i Dansk Industris (DI) virksomhedspanel ser ”i høj grad” værdi i at samarbejde med iværksættere. Dertil kommer 35 procent af dem, som ”i nogen grad” ser værdi i et sådant samarbejde. 

Det svarer til, at hver anden virksomhed kan se potentiale, viser en ny analyse udarbejdet af Dansk Industri i samarbejde med tech-konferencen TechBBQ, som løber af stablen 24.-25. september. 

Konferencen har netop fokus på samarbejdet mellem etablerede virksomheder og startups, og Avnit Singh, CXO for TechBBQ mener, at analysen viser, at begge parter er begyndt at få øjnene op for, at de kan få et positivt udbytte ud hinanden. 

- I udlandet har de etablerede virksomheder i techbranchen gennem en længere årrække spillet en meget større rolle end herhjemme. Men der er kommet flere samarbejder mellem startups og etablerede virksomheder herhjemme, og sammenholdt med analysen viser det, at det danske økosystem også er ved at blive modent og voksent, siger Avnit Singh. 

Potentiale til mere
Der er dog kun 39 procent af virksomhederne i DI’s panel, der har eller har haft et samarbejde med iværksættere. Derfor mener DI, at der er betydeligt potentiale for endnu mere samarbejde. 

- Vi kan kun opfordre til, at man som virksomhedsleder afsøger mulighederne. Det er ikke nyt, at virksomheder kan få noget ud af samarbejde med hinanden. Men vi lever i en tid, hvor teknologi og markeder udvikler sig hurtigt, så det gælder om at udnytte alle de genveje, man kan, der kan bringe de etablerede virksomheder tættere på den nyeste viden. Og samtidig får de nye startups muligheder for at accelerere deres udvikling, siger direktør Kent Damsgaard, DI. 

Hjælper med lovkrav
Innovation er ifølge undersøgelsen det område, hvor samarbejde giver flest muligheder. Men også i forhold til adgang til ny viden og kompetencer og udvikling af nye forretningsmodeller, ser både de etablerede virksomheder og startups gode muligheder. 

Det er et billede, der kan genkendes i samarbejdet mellem iværksættervirksomheden Copenhagen Industries - som laver elektronisk styrede våbenattrapper til filmindustrien - og virksomheden Ektos, som siden 2007 har arbejdet med udvikling og test af elektroniske produkter. 

- Vores samarbejde med Copenhagen Industries er en god og inspirerende måde at hjælpe en ny virksomhed på vej. De har et rigtig godt udgangspunkt og en god ide, så derfor vil vi gerne give dem en håndsrækning ved at stille vores viden til rådighed. Om de på et tidspunkt bliver egentlige kunder hos os, er ikke det afgørende på nuværende tidspunkt, siger direktør Niels Martin Jørgensen, Ektos.

Ektos hjælper blandt andet Copenhagen Industries med at få overblik over de lovkrav, deres produkter skal leve op til. 

- Vi er helt nye på markedet og har endnu ikke erfaring med test og certificeringer, så for os er det helt fantastisk at få kontakt til folk, som både ved, hvad der skal til, og som har stor forståelse for vores situation, siger Mie Haraldsted, CTO i Copenhagen Industries. 

DI skruer op for hjælp til samarbejde
Copenhagen Industries og Ektos mødtes ved et arrangement i DI, hvor en række iværksættere netop havde mulighed for at præsentere sig foran de mere etablerede virksomheder. Den type møder mellem virksomheder vil DI gerne fremme yderligere. 

- Som erhvervsorganisation for næsten 11.000 virksomheder, både store og små, nye og ældre og i alle brancher, er vi et naturligt mødested for den type samarbejder. Derfor har vi også lige åbnet en matchmaking-platform, hvor vi hjælper medlemmerne med at finde sammen om lige netop det, de enkelte gerne vil samarbejde om, siger Kent Damsgaard.

Denne artikel er bragt i samarbejde med DI Business.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.101