Viagra-kopier, undertøj og spiritus beslaglagt i større aktion
200 Viagra-kopier, over 1000 flasker spiritus og over 10.000 stykker formodet kopitøj af mærkerne Polo Ralph Lauren, Björn Borg og Hugo Boss.
Der var i den grad gevinst hos Bagmandspolitiet, da man onsdag ransagede en landejendom i Ry.
I alt blev der fyldt to flyttebiler med formodede kopivarer, som sandsynligvis skulle have været solgt på kræmmermarkeder og Facebook.
- Nu skal vareprøverne undersøges hos blandt andet Björn Borg, så vi ved, om der er tale om ægte eller uægte varer, siger vicepolitiinspektør ved Bagmandspolitiet Michael Lichtenstein.
Tre mænd blev sigtet i løbet af onsdagen. Det drejer sig om to mænd fra området på 40 og 41 år samt en 60-årig mand fra Vejle.
De formodes at stå bag lagrene og blev alle løsladt senere på dagen.
- Hvis vi får bekræftet, at der er tale om kopiprodukter, venter der dem et retligt efterspil, siger Michael Lichtenstein.
Ransagningen omfattede også flere andre adresser i Midtjylland.
På de sigtedes bopæle blev der blandt andet beslaglagt 50.000 kroner i kontanter, en motorcykel, designermøbler og dyre ure.
Værdierne er beslaglagt til dækning af de sigtedes eventuelle sagsomkostninger, erstatningskrav og gæld til det offentlige, oplyser Bagmandspolitiet.
Sagen har forbindelse til en tilsvarende aktion i marts, hvor en mand var varetægtsfængslet i otte uger. Ved den aktion fyldte man 600 flyttekasser med kopitøj.
Det er under den videre efterforskning af denne sag, at de nye steder blev afdækket.
Viagra-kopierne, der formodes ikke at være tilladt på det danske marked, skal nu undersøges af Lægemiddelstyrelsen. Den beslaglagte spiritus skal undersøges af Fødevarestyrelsen.
Ransagningen blev foretaget i samarbejde med Skattestyrelsen og Fødevarestyrelsens rejsehold.
Bagmandspolitiet officielle navn er Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).
/ritzau/