23948sdkhjf

Regeringen vil have virksomheder til at genbruge mere

En ny strategi lægger op til, at genbrug og genanvendelse skal blive en langt større del af dansk økonomi.

Danske virksomheder skal i højere grad designe bygninger og produkter til at blive genbrugt, repareret og genanvendt frem for at blive smidt ud.

Sådan lyder et af regeringens initiativer i en ny strategi, som skal gøre Danmark mere bæredygtigt. Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet lørdag.

Med strategien, der er et samarbejde mellem Erhvervsministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet, vil regeringen blandt andet hjælpe danske virksomheder til at blive drivkraft for den grønne omstilling.

- Vi er nødt til at se med mere kritiske øjne på vores uholdbart store forbrug af naturressourcer. Ved at bruge færre materialer og øge genanvendelsen kan virksomheder få mere værdi ud af mindre, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i en pressemeddelelse.

Regeringen har afsat 116 millioner kroner til i alt 15 initiativer, som skal sætte skub i en bæredygtig udvikling. 

Af dem er 60 millioner kroner allerede afsat i erhvervs- og vækstpakken fra 2017. En aftale, der blev indgået med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.

Ifølge regeringen har især mange små og mellemstore virksomheder et ønske om at blive mere grønne. Men de fleste mangler tilstrækkelig viden til at indføre det i virksomheden.

Derfor vil man blandt andet tilbyde at give 50 procent tilskud til rådgivning, der kan hjælpe virksomhederne med at udvikle mere bæredygtige forretningsmodeller.

Hos interesseorganisationen Dansk Byggeri ser man positivt på, at det er virksomhederne, der skal drive den grønne omstilling. Men at man samtidig anerkender, at staten er nødt til at skabe de rigtige rammer.

- De vilkår, der er i affaldssektoren i dag, understøtter ikke en cirkulær økonomi. Eksempelvis bliver der brændt alt for meget affald af, der kunne genanvendes. Det skal der gøres op med, siger direktør Michael H. Nielsen i en skriftlig kommentar.

Men der mangler meget mere, hvis Danmark skal være et foregangsland i forhold til genbrug og genanvendelse. Det mener Danmarks Naturfredningsforening, som også ser gode takter i den nye strategi.

- Vi mangler at komme ud over frivillige aftaler og hensigtserklæringer. Vi så gerne en grundlæggende omlægning af vores afgiftssystem, så vi får en omlægning af vores produktion og forbrug, siger seniorrådgiver Sine Beuse Fauerby i en meddelelse.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127