Tøjvirksomhed samler aktiviteterne i København
Bella Ballou dropper sit lager i Horsens
Bella Ballou blev grundlagt i Århus i 2008, men rykkede for fem år siden til henholdsvis Horsens og København. Fra 1. november samler man imidlertid aktiviteterne i København, skriver Horsens Folkeblad.
- Vi har været glade for at ligge i Horsens. Men det har været udfordrende at drive virksomheden fra to forskellige lokationer, da salget primært foregår på Sjælland, hvor man har været langt fra varerne, som står på lageret i Horsens, forklarer direktør Tina Steentoft til avisen.
Bella Ballou designer og sælger tørklæder og accessories. Udover egen webshop sker salget blandt andet gennem Neye, Salling, Illums Bolighus og Magasin.