23948sdkhjf

Støj og skrald breder sig voldsomt i København

Vi skal alle sammen være her. Men det princip kan være svært at efterleve i en by med vokseværk. Og det medfører langt flere klager.

København vokser. På mange måder. Der bygges metro, boliger og store erhvervsdomiciler overalt.

Samtidig indtager stadig flere turister, indbyggere og gæster byens rum – hvilket har været specielt tydeligt i dette års exceptionelt varme og solrige sommer.

Alt sammen umiddelbare kendetegn for en pulserende, spændende og levende storby i rivende udvikling. Men desværre er der også en bagside, skriver Politiken torsdag.

I juni og juli i år er antallet af klager over støj sammenlignet med samme periode sidste år steget med 90 procent – altså næsten en fordobling af de 285 klager i 2017.

Samtidig producerer de mange brugere af byen mere skrald, og desværre er de ikke alt for gode til at ramme skraldespandene, skriver Politiken.

Det viser en gennemgang af nye tal fra Teknik- og miljøforvaltningen i Københavns Kommune, som har opgjort, hvor meget skrald der er tømt fra byens affaldsspande og fejet op fra gaderne i perioden 2016 til og med juli 2018.

For samme periode har man også opgjort antallet af klager over støjgener. Og tendensen er tydelig: Københavnerne klager mere, og der produceres mere affald.

Ser man på årets 7 første måneder og sammenligner med samme periode sidste år, er antallet af klager stadig steget med 42 procent. Og det er der flere årsager til.

Blandt andet at København de senere år har arbejdet på at skabe et godt byliv, med alt hvad det indebærer af gode byrum, arrangementer og et godt natteliv, lyder det fra teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) i en mail til Politiken. 

Men en del københavnere har fået nok af den fest, der mange gange fortsætter til den lyse morgen, siger borgmesteren og påpeger, at det er blevet nemmere at klage, hvilket også forklarer en del af den store klagestrøm.

- For et par år siden har vi fået et meget klart signal fra beboere i blandt andet Indre By, på Island Brygge og på Nørrebro om, at festen har taget overhånd, og at det i nogle kvarterer er en udfordring at få sin nattesøvn, skriver hun til Politiken.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094