23948sdkhjf

Brandfare får BMW til at tilbagekalde 324.000 biler

Efter at over 100.000 BMW-dieselbiler blev tilbagekaldt i Sydkorea, kommer turen nu til Europa.

Den tyske bilproducent BMW tilbagekalder omkring 324.000 dieselbiler i Europa, skriver den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Det skyldes en teknisk fejl, som i Sydkorea har forårsaget brand i over 30 bilers motor.

Det fik BMW til tidligere på året at beordre 106.000 dieselbiler en tur forbi et værksted i Sydkorea. Og nu udvider bilproducenten til også at tilbagekalde biler i Europa.

Det er ikke umiddelbart oplyst, om der har været nogle tilfælde af motorbrand i Europa.

Alene i Tyskland skal 96.300 biler en tur på værksted, skriver avisen.

Det er ikke umiddelbart oplyst, om danske ejere af BMW-dieselbiler også vil få besked om at bestille tid hos mekanikeren.

Problemet skyldes muligvis et modul i bilens udstødning, som skal testes og eventuelt skiftes ud, skriver Frankfurter Allgemeine Zeitung.

/ritzau/Reuters

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094