Klassisk musik holder cd’en i live
De senere år er cd’en officielt blevet betragtet som et døende musikmedie, og mange har i dag smidt deres cd-samling ud til fordel for et noget mindre pladskrævende digitalt musikbibliotek. Men ikke alle.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
For mens genrer som rock, pop, elektronisk, jazz og hiphop i høj grad indkøbes og lyttes fra streamingtjenester på nettet som eksempelvis Spotify og Apple Music, er cd’en stadig det foretrukne medie til klassisk musik, lyder det fra ph.d. og musikbrancheforsker Rasmus Rex Pedersen, der er adjunkt ved institut for kommunikation og humanistisk videnskab på Roskilde Universitet.
- Klassisk musik har gennem den senere årrække været underrepræsenteret i streamingbranchen, mens den har været overrepræsenteret på cd-markedet,” siger han.
Det skyldes først og fremmest, at det er de yngre musikbrugere, der har taget streamingtjenesterne til sig, mens de, der lytter til klassisk musik, har en langt højere gennemsnitsalder. Men der er også en anden væsentlig grund.
- Der skal være en fordel ved at skifte fra et medie som cd’en til et nyt som strea-mingtjenesterne. Hvis man lytter til for eksempel pop eller rock, er musikken let tilgængelig på tjenesterne, da alt er samlet ét sted. Men for dem, der lytter til klassisk musik, er det ikke nemt. For den måde, de digitale platforme kategoriserer på, er dårligt egnet til klassisk musik. Her søger man ofte efter en specifik komponist – og derefter måske endda en specifik dirigent og et specifikt orkester – og den mulighed udbydes ikke online, siger Rasmus Rex Pedersen.
Tæt ved Rundetaarn i indre København ligger butikken Danacord, der er Nordens største butik specialiseret i klassisk musik. Her fortæller direktør Jesper Buhl, at salget af klassiske cd’er går strygende, og at der dagligt sælges langt over 100 cd’er til kunder i alle aldre.
- Der kommer hele tiden nyheder og nye pladeselskaber til. Vores største udfordring er at følge med og holde os opdaterede, siger han.