23948sdkhjf

Parken sælger Fitness DK til konkurrent for 100 millioner

Parken Sport & Entertainment sælger kæden Fitness DK til konkurrenten Sats, der har 200 centre i Norden.

Parken Sport & Entertainment sælger Fitness DK for 100 millioner kroner. Køber er kapitalfonden Altor og Tryghedsgruppen, der ejer fitnesskæden Sats. Fitness DK har længe tabt store summer.

Det skriver Parken Sport & Entertainment i en fondsbørsmeddelelse.

- Fitness DK får med salget til Sats en ejer, der har indgående kendskab til fitnessbranchen i Norden og dermed forudsætningerne for at videreudvikle Fitness DK.

- Sats har flere end 200 centre i Norden - Sverige, Norge og Finland - med i alt cirka 560.000 medlemmer. Med købet af Fitness DK får Sats en væsentlig aktivitet også i Danmark, skriver Parken Sport & Entertainment i meddelelsen.

Salget giver 100 millioner kroner i kassen, men det koster dyrt i regnskabet, da værdien af kæden bliver nedskrevet betydeligt.

Derfor venter Parken Sport & Entertainment nu et underskud i 2018 på 155 til 170 millioner kroner før skat mod tidligere ventet et overskud på 35 til 50 millioner kroner. 

Parken Sport & Entertainment købte Fitness DK i 2006 for 300 millioner kroner af ejendomsspekulanten og eksbokseren Hans Henrik Palm.

- Vi er altid vågne over for gode ekspansionsmuligheder, og fitness.dk lever op til samtlige vores kriterier for akkvisitioner.

- For det første er det et veldrevet og lønsomt selskab, der satser på kvalitet. For det andet er der tale om en branche i vækst, sagde daværende bestyrelsesformand i Parken Flemming Østergaard.

Kæden har dog længe været en horribel forretning for Parken Sport & Entertainment. 

I 2016 tabte Fitness DK 138,6 millioner kroner før skat og finansieringsomkostninger. Efter flere lukninger og en stor nedskrivning i 2017 blev tabet reduceret til 60,2 millioner kroner.

Fitness DK havde ved udgangen af 2017 45 centre i Danmark.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109