23948sdkhjf

Ny lovgivning sender makulatorsalget på himmelflugt

Papirdokumenter står for 40 procent af alle databrud. Det har fået salget af makulatorer til at eksplodere.

De papirbårne data har fyldt meget lidt i optakten til GDPR, men ringbindene med uopfordrede ansøgninger og leverandørkontrakter er også omfattet af den nye, skrappe persondatalovgivning.

Det har skabt en enorm efterspørgsel efter makulatorer, som ikke er set tidligere.

Hos Lyreco er salget steget med 170 procent i årets første fem måneder, svarende til 1.100 flere maskiner sammenlignet med samme periode sidste år, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.

- Makulatorer er et nicheområde, som normalt ikke bevæger sig. I år har det været helt vildt. Vi har solgt flere maskiner end nogensinde før, og det er de store, dyre maskiner, som skærer papiret i mikroskopiske stykker, der efterspørges. Det er tydeligt, at virksomhederne er i gang med at indføre nye procedurer, som resulterer i et meget større makuleringsbehov, siger administrerende direktør i Lyreco, Michael Baun Christensen.

De mange papirbårne data udgør en betydelig sikkerhedsrisiko.

En undersøgelse fra den britiske datamyndighed i 2016 viste, at 40 procent af alle databrud kan tilskrives papirdokumenter.

-Vi er ikke på vej til at blive et papirløst samfund, hvilket optakten til GPDR ellers godt kunne give et indtryk af. Der printes på livet løs i virksomhederne. Jeg tror, mange har overset papirdelen i forberedelserne op til lovgivningens ikrafttrædelse i maj, siger Jørgen Foley, administrerende direktør i ACCO Brands, som producerer makulatorer. ACCO Brands har ligesom Lyreco først set opsvinget fra januar i år. Virksomheden har seksdoblet salget af makulatorer siden årets begyndelse.

Både Lyreco og ACCO Brands er internationale virksomheder. Begge direktører fortæller, at det kun er i Danmark salget af makulatorer er steget så eksplosivt.

End ikke i Sverige har fremgangen været den samme. I Sydeuropa er der slet ingen stigning at spore.

-I Danmark gør vi altid, hvad der bliver sagt, så snart det bliver sagt. Den salgsudvikling, vi har set her, vil formentlig også komme i de øvrige europæiske lande, men hvornår er ikke til at sige, lyder det samstemmende fra de to direktører.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079