23948sdkhjf

Social dumping: Slikgrossist skal betale over en halv million kroner

Landsretten har afvist at behandle slikgrossist David Yüksels anke i to sager om social dumping, hvor han og tre selskaber er blevet dømt for at snyde rumænske arbejdere.

Knap 505.000 kroner. Det skal en af Danmarks største slikgrossister, David Yüksel, nu personligt efterbetale i to sager om social dumping over for rumænske arbejdere.

Det kræver fagforeningerne 3F og HK på baggrund af en afgørelse fra landsretten, skriver Fagbladet 3F.

Østre Landsret har afvist at behandle to ankesager, som David Yüksel og tre relaterede selskaber havde anlagt. Københavns Byret har tidligere dømt slikgrossisten og selskaberne i sagerne, og med landsrettens nye afgørelse står byrettens dom ved magt.

Således skal David Yüksel personligt betale lidt over 302.000 kroner til tre rumænere samt godt 202.000 kroner til 3F og HK i sagsomkostninger ifølge en opgørelse fra fagforeningerne.

3F Frederiksborg havde rejst den ene af sagerne på vegne af seks rumænske medlemmer, der blandt andet har ompakket gammelt slik og renoveret David Yüksels private gård nær Hillerød i Nordsjælland.

- Det er rart, at sagen endelig er afsluttet ved retten. Slikgrossisten har stået bag grov social dumping. Nu håber vi, at han hurtigt betaler de penge, som han er blevet dømt til at betale til vores medlemmer i sagen, siger faglig sekretær Elaine Larsen.

Fagbladet 3F afslørede i sommeren 2014 rumænernes ringe lønforhold hos slikgrossisten. Østarbejderne fik ikke den betaling, de var lovet ifølge deres ansættelseskontrakter.

I maj 2016 dømte Københavns Byret David Yüksel og de tre relaterede selskaber til at betale i alt godt 714.000 kroner til seks rumænere samt sagsomkostninger til 3F og HK.

Dommeren i byretten vurderede, at de skriftlige ansættelseskontrakter i det væsentligste kun blev lavet for at skaffe opholds- og arbejdstilladelse til rumænerne.

Dommeren vurderede også, at en "væsentlig del" af lønnen er blevet udbetalt sort efter aftale mellem parterne.

David Yüksel og de tre selskaber ankede byrettens dom. Men de tre selskaber kom under konkurs, og deres kurator ønskede ikke at fastholde anken. Selskaberne har intet betalt af det beløb, de i byretten blev dømt til at betale.

David Yüksels ankegebyr på godt 3.000 kroner blev ikke betalt til landsretten til tiden, og på den baggrund har retten nu afvist slikgrossistens anke i de to sager.

Det fremgår af Østre Landsrets retsbog, at advokatfirmaet Pro Erhvervsadvokater – der har repræsenteret David Yüksel i sagerne – betalte retsafgiften én dag for sent.

Det var anden gang, at retsafgiften ikke blev betalt til tiden. Og David Yüksel var blevet advaret om, at en endnu en overskridelse af tidsfristen ville medføre en afvisning af sagerne, fremgår det af retsbogen.

Advokat og partner hos Pro Erhvervsadvokater Peter Herskind vil ikke udtale sig om retsafgiften, der blev betalt for sent fra hans advokatkontor – og om David Yüksels holdning til det.

- Jeg udtaler mig ikke om de sager og klienter, jeg har med at gøre. Punktum, siger Peter Herskind.

Fagbladet 3F har mandag og tirsdag forgæves forsøgt at få kommentarer fra David Yüksel.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125