23948sdkhjf

Dansk restaurant er den 19. bedste i verden

Restaurant Geranium i København er tirsdag kåret som verdens 19. bedste restaurant. Italien topper listen.

Den italienske restaurant Osteria Francescana kan fra tirsdag kalde sig den bedste restaurant i verden, mens den danske restaurant Geranium er nummer 19.

Det fremgår efter en prisuddeling tirsdag aften i Bilbao i Spanien, hvor de 50 bedste restauranter i verden blev kåret.

I top tre er der udelukkende europæiske restauranter. Osteria Francescana fra Italien tog førstepladsen, El Celler de Can Roca fra Spanien blev nummer to, mens franske Mirazur lukkede top tre.

Det er anden gang, at Osteria Francescana, som har chefkokken Massimo Bottura, topper listen. Sidste gang var i 2016.

Geranium er den eneste danske restaurant i top 50, og 19.-pladsen er den samme placering, som restauranten opnåede sidste år.

I år kunne Geraniums chefkok Rasmus Kofoed også tage særprisen The Ferrari Trento Art of Hospitality Award 2018 med sig hjem. Den uddeles for god service i restauranten.

Et dommerpanel med over 1000 kokke, madskribenter og feinschmeckere har hver stemt på deres ti favoritter, som de har besøgt inden for de seneste 18 måneder.

Top 50-listen bliver fundet ud fra de flere end 10.000 stemmer, som dommerpanelet samlet afgiver.

Geranium, der ligger ved Parken i København, er på trods af sine tre michelinstjerner aldrig blevet kåret som verdens bedste restaurant.

Det er den danske restaurant Noma derimod, som har toppet listen hele fire gange, i 2010, 2011, 2012 og 2014.

I år var restauranten ikke kvalificeret, fordi den havde holdt lukket på grund af flytning fra februar 2017 indtil februar i år.

Den norske restaurant Maaemo, der har danskeren Esben Holmboe Bang som chefkok, blev nummer 35 på listen.

Spanien blev det land, der modtog flest placeringer i top 50. Hele syv blev det til. USA fik seks, mens Frankrig fik fem.

Se de ti bedste restauranter i verden her:

1. Osteria Francescana, Italien.

2. El Celler de Can Roca, Spanien.

3. Mirazur, Frankrig.

4. Eleven Madison Park, USA. Den blev desuden kåret som den bedste restaurant i Nordamerika. I 2017 blev den kåret som verdens bedste restaurant.

5. Gaggan, Thailand. Den blev desuden kåret som den bedste restaurant i Asien.

6. Central, Peru. Den blev desuden kåret som den bedste restaurant i Sydamerika.

7. Maido, Peru.

8. Arpège, Frankrig.

9. Mugaritz, Spanien.

10. Asador Etxebarri, Spanien.

Kilde: World's 50 Best Restaurants. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078