Carl Hansen & Søn åbner ny flagshipstore i Japan
Fire år efter at have åbnet sin første flagshipstore i Tokyo åbner Carl Hansen & Søn nu en ny i Osaka for at imødekomme den hastigt voksende efterspørgsel i Japan, oplyser den fynske møbelproducent i en pressemeddelelse.
Den nye flagshipstore har adresse i Osakas fashionable Minami-Horie-kvarter i Orange Street, som i dag er hjemsted for et omfattende udvalg af højtprofilerede butikker og virksomheder inden for mode, møbler, arkitektur og andre kreative fag.
I de seneste årtier har Carl Hansen & Søn udvidet kraftigt, og virksomheden har etableret sig på nye markeder med møbler, som holder gennem flere generationer.
Knud Erik Hansen, administrerende direktør og tredjegenerationsejer af Carl Hansen & Søn, udtaler:
- Japan er Carl Hansen & Søns næststørste marked uden for Skandinavien, og det er ekstremt vigtigt for os at være til stede i en designbevidst by som Osaka. Den nye butik i Osaka - som er vores anden flagshipstore i Japan ud over Tokyo - styrker vores position på markedet, især i det vestlige Japan, og giver os nye muligheder i Kyoto-regionen.
Klassikere og nutidige designere
I Carl Hansen & Søns nye flagshipstore vil der både være værker fra dansk designs guldalder skabt af prominente danske designere som Hans J. Wegner, Kaare Klint, Arne Jacobsen, Ole Wanscher, Børge Mogensen og Poul Kjærholm.
Kollektionen omfatter også nylige værker fra nutidige designere som Tadao Ando, EOOS, Naja Utzon Popov, Anker Bak og Brad Ascalon, og historierne bag møblernes tilblivelse er en del af oplevelsen i butikken.
Butikken i Osaka har et mere industrielt look end butikken i Tokyo, med iøjnefaldende elementer som fx en betontrappe med modernistiske detaljer.