Østeuropa giver knaster for Carlsberg
Valutakursudsving og tilbagegang i Østeuropa sætter deres præg på Carlsbergs resultater for starten af 2018.
Det viser regnskabet for første kvartal - de tre måneder, der sluttede med marts - som er offentliggjort tirsdag morgen.
- I det normalt lille kvartal leverede vi en organisk vækst på to procent.
- Væksten i specialøl og alkoholfrie drikkevarer såvel som den brede vækst i Asien er bevis for, at vores strategi virker, skriver administrerende direktør for Carlsberg Cees't Hart i regnskabet.
Den samlede omsætningen faldt med mere end en halv milliard kroner til 12,7 milliarder kroner i de første tre måneder af 2018.
Specielt Østeuropa gav knaster. Her faldt omsætningen for Carlsberg med markant 14 procent til 2,0 milliarder kroner. Både et fald i mængderne og valutaudsving gjorde en mærkbar forskel.
- Vores mængder steg i alle markeder undtagen Rusland. Nedgangen i Rusland var ramt af den generelle tilbagegang i ølmarkedet og hårde sammenligningstal.
- Faldet i vores markedsandel accelererede igennem året på grund af øget pres i PET-segmentet (store plastikflasker red.) efter restriktioner i segmentet indført 1. januar 2017, skriver Carlsberg.
Carlsberg kom ind i Rusland lige op til finanskrisen via milliardopkøbet af Scottish & Newcastle. Siden da ramte krisen og Ruslands tumultariske udvikling bryggeriet.
Også i Vesteuropa var der modvind for Carlsberg i starten af året. Her faldt omsætningen med omtrent 600 millioner kroner til 7,1 milliarder kroner.
- Faldet i mængderne i regionen var skabt hovedsageligt af tab af markedsandele i Storbritannien i Carlsbergs brands og lavere volumener i Polen grundet gennemførte prisstigninger, skriver Carlsberg.
Asien bringer lidt lys for Carlsberg i kvartalet med en pæn omsætningsvækst til 3,6 milliarder kroner.
- Stigningen i volumen var støttet af senere salg til festivalsæsonen i specielt Kina og Vietnam, skriver Carlsberg.
/ritzau/