23948sdkhjf

Barbie-dukker med hijab sikrede lidt medvind til Lego-rival

En ny dukkeplan hos legetøjsproducenten Mattel har betydet, at lidt af modvinden har løjet af.
Legos store rival Mattel solgte flere Barbie-dukker end ventet i de sidste tre måneder.

Og det luner i pengekassen, da man frygtede et værre resultat på grund af et kollaps af legetøjskæden Toys 'R' Us.

Selskabet har tidligere lanceret en plan om at sælge flere dukker, blandt andet ved at producere flere med forskellige hudfarver, dukker med hijab og dukker med lidt flere former end den traditionelle åleslanke Barbie-dukke.

Planen ser ud til at have virket. Salget af Barbie-dukker steg med 24 procent i forhold til samme kvartal sidste år, fremgår det af selskabets seneste regnskab.

Det ændrer dog ikke noget ved, at tallene på bundlinjen stadig er røde for Mattel.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters tabte selskabet 311,3 millioner dollar i kvartalet. I samme periode året før lød tabet på 113,2 millioner dollar.

De tal kan dog ikke sammenlignes en til en, da legetøjskæden Toys 'R' Us siden sidste år er kollapset.

På verdensplan faldt omsætningen med fire procent til 708,4 millioner dollar fra 735,6 millioner dollar i første kvartal sidste år.

Selskabet oplyser i regnskabet, at hvis man ser bort fra Toys 'R' Us i ligningen, er udviklingen positiv.

Analytikere forventede ifølge Reuters en omsætning på 688 millioner dollar i det forgangne kvartal.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109