23948sdkhjf

EU truer bilproducenter med kæmpebøder hvis de snyder

Mere kontrol med bilindustrien og nyt bødesystem skal undgå ny dieselskandale, lyder det i vedtaget EU-lov.
Der venter store bøder til bilproducenter, som snyder med bilernes sikkerhed og forurening i EU-lande.

Virksomheder kan blive idømt bøder på op til 30.000 euro per bil, der ikke lever op til kravene.

Det svarer til 225.000 kroner.

Sådan lyder det i et EU-lovforslag om typegodkendelser af biler, som torsdag er blevet vedtaget i Europa-Parlamentet.

Udsigten til, at virksomheder skal punge ud med enorme beløb, vil virke afskrækkende på bilindustrien.

Det mener den socialdemokratiske forhandler på den nye lovgivning, danske Christel Schaldemose (S).

- Det handler om, at bilindustrien ikke skal være tilbøjelig til at svindle og bedrage. Det skal ikke kunne betale sig, siger hun.

De nye retningslinjer for typegodkendelser af biler kommer i kølvandet på en verdensomspændende dieselskandale.

I september 2015 blev Volkswagen afsløret i at have installeret en snydesoftware i 11 millioner dieselbiler på verdensplan.

Den omstridte software målte bilerne til en lavere udledning af NOx-gas end reelt under testkørsel. Dermed fremstod bilerne langt mere miljøvenlige, end de var.

Det kostede milliarder i USA, mens straffen i Europa kan opgøres i få millioner.

For at undgå en lignende skandale fastsætter den nye lovgivning ligeledes et minimumskrav på tjek af biler.

Medlemslandene skal således udføre kontrol på mindst én ud af 40.000 biler på markedet.

Tilsynet vil dog ikke kun blive udført af producenterne og medlemslandene, som det ellers hidtil har været.

EU-Kommissionen vil fremover også selv stå for tjek af biler. Det skal ses som en slags kontrol af kontrollen, forklarer den danske parlamentariker.

- Det er en måde at sikre os, at medlemslandene ikke kan beskytte sin egen bilindustri, siger hun.

Med den nye lov bliver det også være lettere for forbrugere og ngo'er elektronisk at finde frem til relevant information om bilerne.

Gennemsigtighed er nemlig vigtig for at undgå en ny skandale, mener Christel Schaldemose.

- Vi skal have meget mere gennemsigtighed med bilernes data. Derfor skal vi have en onlinedatabase, så vi bedre kan holde øje med bilindustrien.

Den nye lov vil træde i kraft i 2020. Medlemslandene mangler dog stadig at vedtage lovforslaget.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074