Aubo gentager tv-succes
I sidste sæson af TV 2-programmet Nybyggerne fik de heldige vindere nøglerne til deres eget drømmehus i Aalborg med dertilhørende køkken og bad fra Aubo.
I denne sæson er TV-produktionen flyttet til Hedehusene, men selvom geografien er en anden, er det igen i år Aubo, der skal levere køkkener og bade. Det skriver den vestjyske virksomhed i en pressemeddelelse.
Hos Aubo Køkken & Bad tøvede man ikke med at genoptage samarbejdet med Nybyggerne, da muligheden bød sig, lyder det fra Aubos marketingkoordinator, Marlene Bertelsen.
- Det var med stor succes, at vi sidste år deltog som leverandør til TV 2 Nybyggerne, så vi var selvfølgelig glade, da vi igen i år fik tilbudt rollen som leverandør af køkken og bad til programmet. Den kraftige eksponering har haft positive eftervirkninger, og det er en eminent måde for os til at vise vores produkter frem på, siger marketingkoordinator Marlene Bertelsen.
Køkken og bad fra Valby
I den seneste sæson af Nybyggerne var deltagerne på besøg i Aubo-butikkerne i Aalborg og Thisted for at finde køkken og bad til deres bolig. I denne sæson bliver det Aubo-butikken i Valby, som skal stå for leverancen, og det har været en spændende proces for den forholdsvis nye Aubo-butik i det vestlige København.
- Det har været en meget spændende opgave for os at være med i Nybyggerne, og det giver en god eksponering af vores butik, der jo kun er halvandet år gammel. Selve forløbet har været helt optimalt, og vi har inventar med i flere rum end sidste år – både køkkener, badeværelser og skydedørsskabe i et par entréer, siger indehaver af Aubo Valby, Kenneth Pedersen.
Første afsnit i denne sæson blev sendt den 6. februar, og afsnit 6, der omhandler køkkener, blev sendt tirsdag den 13. marts.