23948sdkhjf

Boserup og Seier slutter burger-eventyret

JuicyB bukker under, selv om "det er den bedste burger, jeg nogensinde har smagt"
Tv-kokken Henrik Boserup og rigmanden Lars Seier Christensen giver op - deres fælles projekt med burgerrestauranten JuicyB lukker, og der bliver således ikke, som tidligere planlagt, gjort forsøg på at rulle konceptet ud til 10 restauranter.

Det fortæller Berlingske Business torsdag med henvisning til, at JuicyB onsdag selv bekræftede situationen på sin Facebook-profil: "Ja, I har hørt rygterne, og de er sande, vi er ved at lukke JuicyB".

Også på Facebook havde Lars Seier Christensen kort forinden meddelt, at han har solgt sin andel:

- Selv om det er den bedste burger, jeg nogensinde har smagt, må jeg erkende, at det ikke er lykkedes at få udviklet og skaleret JuicyB på den måde, vi havde håbet og forventet, og derfor vil jeg hellere fokusere på mine øvrige aktiviteter i restaurationsbranchen, skrev han.

Henrik Boserup lancerede projektet for fem år siden under navnet Juicy Burger, og han fik i 2015 Lars Seier Christensen med som investor. Dengang blev navnet ændret til JuicyB, og indtil for nylig var der to restauranter i København, mens der her på falderebet kun er restauranten i Kødbyen tilbage.

Ifølge Berlingske Business har islændingen Valdimar Geir Halldórsson, der i efteråret blev ansat som direktør i foretagendet, købt både Lars Seier Christensen og Henrik Boserup ud af virksomheden, som i hele sin levetid har givet underskud. Den nye ejer har ifølge Lars Seier Christensen frie hænder til nu at videreudvikle forretningen under et nyt navn.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078