Arla øgede salget med milliarder i 2017
Mejerigiganten kunne tage mere for sine varer - det hjalp gevaldigt på omsætningen og resultatet
Samlet kunne Arla, der har hovedkvarter i Viby ved Aarhus, øge salget med en lille milliard euro til 10,3 milliarder euro - 77 milliarder kroner - i 2017.
- I 2017 leverede vi et solidt resultat takket være en god balance mellem brands, kategorier og markeder, som øger væksten i vores virksomhed.
Men vigtigst af alt gav det os mulighed for at udbetale en betydeligt højere mælkepris til vores andelshavere og styrke vores balance, så vi kan foretage væsentlige investeringer i 2018, nævner Arlas administrerende direktør Peder Tuborgh i en pressemeddelelse.
Den højere pris til bønderne har dog sat sig i Arlas resultat. De rå omkostninger til produktion steg i året med 12 procent eller små 900 millioner euro.
Det var stærkt medvirkende til at sende nettoresultat ned med 16 procent til 299 millioner euro - 2,2 milliarder kroner.
I pressemeddelelsen fortæller Arla, at det fortsat er såkaldte brandede produkter - produkter hvis varemærker er Arlas - der er grundstammen. Her er det gået frem for både Lurpak, Castello og Puck.
- Væksten i brandede produkter er fortsat af afgørende betydning for Arla, fordi det hjælper med at udligne volatiliteten på markedet og i råvarepriserne, hvilket har en endnu større indvirkning på ikke-brandede produkter, skriver Arla i regnskabet.
Fremgangen i 2017 er samtidig bredt fordelt over hele verden. Mens Europa stadig er klart den største del af forretningen, så trak resten af verden for med en fremgang på 13,2 procent.
- Internationalt blev den brandede vækst i USA drevet af lanceringer af flødeost, mens Arlas brandede økologiske mælk blev lanceret i Mellemøsten, skriver Arla.
For 2018 venter Arla en omsætning på niveau med 2017, nemlig i intervallet 10-10,5 milliarder euro.
- Strategiske vækstmarkeder som Mellemøsten og Nordafrika, Kina, Sydøstasien, Afrika syd for Sahara og USA skal fortsat være i fokus i 2018, skriver Arla, der vil investere milliarder i væksten.
/ritzau/