23948sdkhjf

Amager Centret moderniseres i storstilet ombygning

Ombygningen vil gøre plads til mellem 20 og 30 nye butikker, og stilen bliver 'det oprindelige urbane industrilook'.
Danske Shopppingcentre sætter nu gang i en storstilet modernisering og udvikling af Amagercentret.

Ombygningen anslås at være færdig ved udgangen af 2019, fortæller DEAS i en pressemeddelelse.

- I udviklingen af vores centre arbejder vi altid med stort fokus på at sikre, at de spiller sammen med den omkringliggende by, så der skabes en stærk sammenhængskraft og dermed en samlet set stærkere shoppingdestination. På den måde sikres vores investering mange år ud i fremtiden, siger ejendomschef Eva Handest på vegne af Danske Shoppingcentre.

Centret åbnes op i gadeplan og gøres til det naturlige centrum for bydelen med etablering af 20-30 nye butikker og en forbedret logistik på førstesalen.

Den lille gård midt i centret, der tidligere primært har været brugt til renovation, omdannes til et grønt byrum, hvor en række restauranter og caféer fremover vil være med til at skabe et hyggeligt torvemiljø og et nyt udflugtsmål for amagerborgerne.

Amager Centret er ejet af Danske Shoppingcentre og administreres af DEAS, som er Danmarks største center manager med en portefølje på 17 shoppingcentre fordelt over hele landet.

- Vi arbejder på at skabe et stærkt koncept for Amager Centret, der tilfører noget nyt til detailhandlen i området og tilbyder kunderne en anderledes og inspirerende shoppingoplevelse. Det sker bedst i en kombination af danske og internationale brands, lokale aktører, lettilgængelige dagligvareindkøb, et udendørs gårdmiljø og lækre spisesteder. Det viser vores erfaringer os, og det glæder vi os nu til at realisere, siger afdelingsdirektør Finn Sture Madsen med ansvar for center management i DEAS.

Fra rebslageri til inspirerende shoppingcenter
Med ombygningen føres arkitekturen tilbage mod det oprindelige urbane industrilook. Bygningerne blev oprindeligt opført af rebslagervirksomheden Jacob Holm & Sønner, en af Danmarks ældste forretninger.

De tekniske anlæg samt alle fællesområderne opdateres med inspiration hentet i udlandet, og den fremtidige indretning vil skille sig markant ud fra den traditionelle centerindretning.

Ombygningen har været planlagt siden 2013. Hoffmann A/S er valgt som entreprenør på opgaven sammen med PLH Arkitekter A/S og COWI A/S som rådgivende ingeniører.

Den komplekse ombygning sker, mens centret er i drift.

Det stiller store krav til planlægningen, og der skal indtænkes løsninger, der tager mest muligt hensyn til både de butiksdrivende og beboerne i det tætbeboede område omkring centret.

Et af de første byggeprojekter er nedrivning af det eksisterende parkeringshus, som ligger midt i Amager Centret. Nedrivningen skal gøre plads til et nyt moderniseret anlæg med plads til endnu flere biler. Udformningen af det nye parkeringshus giver plads til flere butikker på førstesal samt en udvidelse af gangarealet, så kunderne kan gå hele vejen rundt på etagen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093