23948sdkhjf

Ikea efter grundlæggen: Her er arvingerne og deres roller

Længe inden Ikea-grundlæggeren Ingvar Kamprads død blev en rollefordeling mellem hans 3 sønner fastlagt.

Det skriver den svenske avis Dagens Industri.

Sønnerne Peter, Jonas og Mathias sidder ikke på nogen kontrollerende post i varehusimperiet. De sidder dog hver på en nøglepost i magtstrukturens toplag, og den rollefordeling fortsætter uforandret af faderens død, skriver avisen.

Den ældste - Peter Kamprad, der er født i 1964 og uddannet som økonom i Schweiz - er bestyrelsesformand i Ikano-koncernen, der er et Ikea-ejet pengeinstitut, som blandt andet yder kredit til varehusets kunder. Han er den eneste, som formelt har en magtposition i imperiet.

Jonas Kamprad, født i 1966, er bestyrelsesmedlem i Ingka Holding, som kontrollerer de fleste Ikea-varehuse i verden.

Den yngsted - Mathias Kamprad - født i 1969, er bestyrelsesmedlem i Inter Ikea Holding, som ejer varemærket Ikea og får royalities for salget i alle verdens Ikea-varehuse. Han har tidligere været landechef for kæden i Danmark.

At sønnerne ikke har mere fremtrædende magtpositioner, kan tolkes på 2 forskellige måder, skriver avisen Dagens Industri i en analyse.

- Enten har faderen vurderet, at ingen af dem har været den rigtige til at tage faderens kappe på sig, eller også fortsætter sønnerne med at virke i kulissen uden at skilte med deres roller som magthavere, vurderer avisen.

I Ingvar Kamprads levetid erklærede grundlæggeren også, at Ikeas samlede milliarder var kommet uden for familiens kontrol. Netop gennemsigtighed med penge har Ikea været kritiseret for. Indholdet af pengetankene er omgærdet af streng diskretion og findes på konti i Holland og i Liechtenstein.

Dagens Industri har ikke fået en kommentar fra Kamprad-brødrene.

De er kendt som ekstremt mediesky og giver aldrig interview, skriver Dagens Industri.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094