31-årig skudt foran Netto er uden for livsfare
Politiet kan ikke med sikkerhed sige, om der er tale om et banderelateret skyderi foran Netto i Taastrup.
Det oplyser efterforskningsleder Søren Puggaard fra Københavns Vestegns Politi.
Natten til mandag blev det oplyst, at det 31-årige offer var i akut livsfare, men mandag er hans tilstand blevet bedre.
Søren Puggard fortæller, at sagen efterforskes som banderelateret. Men politiet kan ikke med sikkerhed sige, om der er tale om et skyderi som led i en bandekonflikt.
- Det efterforsker vi det som, og vi kan ikke afvise det, men det kan også være interne stridigheder, siger Søren Puggaard.
Mandag morgen har politiet stadig ikke anholdt nogen for skyderiet.
En sølvgrå Ford Mondeo er blevet efterlyst, da den er set køre fra stedet kort tid efter skyderiet. Det er dog ikke sikkert, at den har været involveret.
Politiet vil gerne høre fra vidner, som kan have set noget ved Netto søndag aften.
- Der er ikke så mange, som har henvendt sig til os, men vi har nogle vidneforklaringer, som vi arbejder ud fra, siger efterforskeren.
/ritzau/