Flere Kongsbikes ruller ud med fisk
En enkelt er ikke nok for Jacob Kongsbak Lassen
Grossisten købte i foråret 2017 en håndbygget, bæredygtig budcykel, så man slap for at bruge de sædvanlige tunge køretøjer. En elcykel, som fik navnet Kongsbike, og som blev videreudviklet i løbet af året. Nu har fiskefolkene besluttet sig for at gå all in, konstaterer salgskonsulent Frank Kofoed.
- Vi har sat som mål, at vi fra sommeren 2018 vil levere cirka 80 procent af alle vores varer i Københavns centrum udelukkende med cykler. Derfor har vi fået bygget tre helt nye og opdaterede kølecykler, Kongsbike 2.0, med bedre mobilitet og større lastevne - og delvist opladet af solceller fortæller han.
Med firmaets 135-årige historie i baghovedet er de ellers meget moderne 2018-cykler udstyret med trækasser og tønder, så der trækkes tråde tilbage i tiden.
De første par cykler er på cykelstierne, og den sidste af trillingerne skulle være klar inden denne måneds udgang, oplyser Frank Kofoed.