Dansk virksomhed vil investere i shoppingcentre
Det nye selskab Scandinavian Shopping Center Partners har øjnene på det danske og svenske centermarked. Her vil SSCP arbejde med centerinvesteringer i selskab med andre investorer.
- SSCP’s strategi er at erhverve primært større, veletablerede shoppingcentre beliggende i stærke detailhandelsbyer og detailhandelsområder, og gennem teamets knowhow og ekspertise videreudvikle shoppingcentrene kommercielt og afkastmæssigt, skriver de i en pressemeddelelse.
Scandinavian Shopping Center Partners havde en rolle i kapitalforvalteren BlackRocks køb af Næstved Storcenter, som blev offentliggjort forleden.
Selskabet består af Claus Tüchsen, Stig German Mathiasen og Henrik Duhn. I bestyrelsen er Søren Brogaard, Lars Johansson og formand Lars Backemar.