23948sdkhjf

Dansk Supermarked introducerer vegansk hakkekød

Danske forbrugere kan i det nye år købe en plantefars som alternativ til hakkekød.
Samtlige 600 butikker under Dansk Supermarked vil fra 2. januar sælge en vegansk plantefars ved navn Naturli'Hakket. Produktet er en plantefars, der skal udgøre et alternativ til hakkekød for vegetarer og veganere.

Det skriver Politiken tirsdag.

Produktet er lavet udelukkende af planter som hvede, soja, rødbede, kokosolie, mandler, tomater og karljohansvampe. Det skal give den samme struktur, protein, farve og smag som hakkekød af kød.

Kødet vil også indeholde en række tilsætningsstoffer, der skal holde farsen stabilt.

Overfor Politiken beskriver generalsekretær i dansk Vegetarisk Forening Rune-Christoffer Dragsdahl produktet med begejstring.

- Det er i vores øjne en verdenssensation, siger han til Politiken.

Ifølge Politiken er der kun to lignende produkter i verdenen.

Impossible Burger, der kun fås på omkring 10 amerikanske restauranter, og Beyond Meat, der fås i omkring 1000 amerikanske butikker – primært specialbutikker – som færdigformede burgerbøffer.

- Det her er det første produkt i verden, der kombinerer, at forbrugerne kan bruge produktet ligesom kødfars med en høj tilgængelighed og en pris på linje med konventionelt hakkekød. Det er meget unikt, siger Dragsdahl til Politiken.

Han oplyser, at han ikke har smagt produktet endnu.

Bag produktet står Aarhus-firmaet Naturli', der ejes af den norske fødevarekoncern Orkla.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.134