23948sdkhjf

Carlsberg åbner nyt lille bryggeri

Carlsberg har udvidet familien med et eksperimentelt nanobryggeri ved den berømte elefantport i Valby.
I al stilfærdighed har Carlsberg for første gang i 12 år åbnet et nyt bryggeri på dansk grund.

Det nye nanobryggeri hedder Annex Brewery og har hjemme i bygningen, hvor bryggeren J.C. Jacobsens søns bryggeri lå - det såkaldte Anneks-bryggeri, kun få meter fra Carlsberg Byens berømte kendetegn Elefantporten.

På det lille bryggeri skal der laves noget, som Carlsberg aldrig har gjort før – øl designet af kunderne selv. Kunden kommer selv til at kunne sammensætte sin egen øl efter egne præferencer. Øllens farve, smag, alkoholstyrke og bitterhed er op til kunden at vælge – ligesom etiketten på øllen og dens navn også er i forbrugerens magt.

- Vi vil lave noget helt nyt. Vi har en it-platform, hvor vi kan kommunikere direkte med slutforbrugeren uden alle mulige mellemled. De kan gå ind og skræddersy deres egen øl på vores hjemmeside, og herefter brygger vi den og sørger for, at de får præcis den øl, de vil have leveret til deres dørtrin, fortæller Jon Bonne Eriksen.

Han har været brygmester i 25 år i Carlsberg- og Tuborg-regi og er den nye brygmester for den grønne families yngste medlem.

Det nye koncept skal bringe Carlsberg helt i front på den specielle ende af ølmarkedet, som fortsat udvikler sig i rivende fart for tiden.

Special- og mikrobryggere verden over udvikler den ene nye øltype efter den anden med nye ingredienser og smage i et tempo, som de store industribryggerier har svært ved at følge.

Til gengæld vil det være noget nær umuligt for et specialbryggeri at imitere det, Carlsberg gør nu. Det kræver stor kapacitet, høj omstillingsparathed, en god bankbog og et særdeles velsmurt distributionssystem.

- Jeg tror ikke, der er nogle andre end os, som laver det her, og det er jo tit en god ting at være first mover - vi laver noget, der er helt nyt og innovativt, siger Jon Bonne Eriksen.

Modsat mange af de mindre bryggerier er målet ikke at få fat på ølnørder og smagseksperter. Tværtimod handler det om at ramme den almindelige øldrikkende dansker, som synes, det lyder spændende med hjemmebryggede og specielle øl, men ikke gider forvandle sit eget køkken til et væskende bryggeri.

Det skriver Fødevarewatch .

- Vi henvender os til et andet segment end dem, som laver mere ekstreme ting. Vi forsøger at lave noget, der er spændende og anderledes, men stadig henvender sig til folk, der er interesserede i øl, fortæller Jon Bonne Eriksen.

Med konceptet forsøger Carlsberg ikke kun at tappe ind i den voksende tørst efter øl med en særlig karakter, men også trenden mod at forbrugerne ønsker sig unikke oplevelser.

Og der er høje forventninger til, at kunderne i særlig grad vil synes om muligheden for at personliggøre deres egen øl til f.eks. særlige anledninger såsom en konfirmation, et bryllup eller en pige-loge.

Præcis hvor mange hektoliter, der ender med at blive brygget på Annex Brewery, er dog ikke til at vide, for projektet stadig er et eksperiment under udvikling.

- Bliver det en stor succes, så skal vi op og have den rigtige kapacitet, og det går vi og leger med i øjeblikket, lyder det fra bryggeren, der ikke kan fortæller, hvor mange penge, der er postet i bryggeriet, men lader vide at der er velvejle i toppen til at investere mere i det, hvis der er brug for det.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085