Jyske modekøbmænd sælger stangtøj for milliarder
Modegiganten Bestseller har blandt andet mærkerne Only, Vila, Jack & Jones, Name It og Selected.
Det viser et overskud på 2,5 milliarder kroner.
Læs om den danske tøjkoncern, der sælger tøj i hele verden:
* Bestseller er grundlagt i 1975 af Merete Bech Povlsen og Troels Holch Povlsen. Ægteparret startede med en enkelt tøjbutik i Ringkøbing.
* Modegiganten er i dag fortsat ejet af familien Holch Povlsen. Grundlæggernes søn, Anders Holch Povlsen, er selskabets administrerende direktør.
* Modekoncernen har 20 forskellige tøjmærker - herunder Only, Vila, Jack & Jones, Name It og Selected - og klæder mænd, kvinder, børn og teenagere på over hele verden.
* Bestseller har omkring 2700 kædebutikker, hvoraf omkring 300 ligger i Danmark. Koncernens tøj kan derudover købes i omkring 15.000 butikker i Europa, Mellemøsten Nord- og Sydamerika, Canada og Indien.
* I alt er omkring 15.000 ansat hos Bestseller, heraf 3300 i Danmark.
* Den danske tøjgigant har også haft succes med at etablere sig i Kina. I dag har Bestseller mere end 8000 butikker i Kina, som hører under et selvstændigt selskab, Bestseller Fashion Group China.
* Tøjeventyret har gjort familien Holch Povlsen til en af Danmarks rigeste.
* Familien er kendt for at holde sig ude af rampelyset, men navnet Holch Povlsen finder dog alligevel ofte vej til mediernes spalter.
* For eksempel har det fået en del omtale, at Anders Holch Povlsen de senere år har opkøbt flere godser i Skotland og nu skulle være en af landets største private jordbesiddere.
Kilder: Bestseller, BT, Berlingske, Børsen
/ritzau/