Coop-formand kritiseres skarpt for dobbeltrolle
Lasse Bolander sidder i en rolle, hvor han kontrollerer sig selv, og det er i strid med god selskabsledelse, fastslår professor.
Det fortæller Jyllands-Posten.
Lasse Bolander sidder både som formand i Coop Danmark A/S og Coop Amba, og det bliver kritiseret i en intern mail, der er sendt til brugsforeningsmedlemmerne.
Mailen sår tvivl om Lasse Bolanders habilitet i forbindelse med, at han skal kontrollere sig selv.
Mailen er sendt ud på vegne af tre kædeforeninger og Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening (BA), som lige nu arbejder aktivt på at vælte Lasse Bolander af formandsposten, skriver Jyllands-Posten.
Anders Drejer, der er professor i ledelse og økonomi på Aalborg Universitet, er enig i kritikken.
- Denne situation vil man vurdere som særdeles uheldig. Good governance handler bl. a. om, at man skal undgå at komme til at kontrollere sig selv. Men i Coop sidder Lasse Bolander og kontrollerer sig selv, og det gør han også længere nede i selskabet, fordi han sidder på en række bestyrelsesformandsposter i selskaberne. Så går det ad helvede til der, ryger det op på hans eget bord i bestyrelsen, forklarer han.